Et indslag i 'Go aften Danmark' på TV2 tirsdag aften fik rigtig mange seere til at tro, at den forsvundne Steffen Dam Jensen var blevet fundet død.

»Dybt beklageligt,« lyder det fra den ansvarlige TV2-redaktør.

I weekenden forsvandt den 27-årige Steffen Dam Jensen efter en julefrokost ved Åboulevarden i Aarhus.

Siden har både politiet, pårørende og en lang række frivillige søgt efter ham rundt omkring i byen. Politiet har blandt andet brugt både hunde og dykkere i havnen og kanalen i håbet om at finde ham.

Tirsdag aften omtalte 'Go aften Danmark' sagen i forbindelse med et indslag om Facebook-gruppen 'Forsvundne personer.'

Derefter fulgte et interview i studiet med Sofie Søndergaard fra 'Forsvundne personer', som fortalte om sit arbejde med at hjælpe politiet med at finde forsvundne.

Forleden fik hun en pris af GF Forsikring for sit arbejde.

På et tidspunkt i begyndelsen af interviewet siger værten Jes Dorph-Petersen:

»På vej herind i studiet fik du en trist meddelelse?« hvortil Sofie Søndergaard svarer:

»Ja, det gjorde jeg. Når jeg er færdig her, så skal jeg desværre afslutte en sag, vi har haft på siden i fredags. Han er her ikke mere. Han er fundet død.«

Steffen Dam Jensen foran 7-Eleven den nat, han forsvandt Vis mere

Det fik mange seere til fejlagtigt at tro, at det var Steffen Dam Jensen, der var tale om.

I timerne efter programmet glødede telefonerne hos en anden frivillig organisation, 'Missing People', som hjælper politiet med eftersøgninger, og som er meget aktive i den aktuelle sag fra Aarhus.

»Det var der rigtig, rigtig mange, der gjorde. Vi havde telefonstorm efter programmet og var nødt til at få fat i to ekstra vagter til at besvare telefonen.«

Det fortæller Vivian Winther Eriksen fra 'Missing People'.

Én af dem, hun havde i røret, var René Dam Jensen, far til den forsvundne Steffen.

Han fik et chok, da han så indslaget.

»Familien var fuldstændig uforberedt på indslaget. Pludselig dukkede et billede op af deres søn fulgt af et interview med en kvinde, som de ikke ved, hvem er. De troede, hun kom fra vores organisation, og faderen var meget, meget vred,« fortæller Vivian Winther Eriksen og forklarer:

»Hun (Sofie Søndergaard, red.) siger blandt andet nogle ting om at tage sig af de pårørende, og så er de fuldstændig uforberedte på, at deres søn toner frem på skærmen,« siger Vivian Winther Eriksen om farens reaktion.

Dykkere har mandag og tirsdag været i vandet ved Aarhus Havn for at lede efter den forsvundne Steffen Dam Jensen. Vis mere

Hun understreger, at hun er overbevist om, at indslaget er lavet i bedste mening, men koblingen mellem Steffens sag og omtalen af den døde person var uheldig og blev misforstået af mange.

Hverken Østjyllands Politi eller TV2 har fået henvendelser i den anledning, men programmets redaktør beklager alligevel koblingen mellem de to sager.

»Først og fremmest er det dybt beklageligt, at indslaget kan misforstås. Det var bestemt ikke hensigten. Der var tale om to forskellige sager,« skriver Henriette Ladegaard-Pedersen i en mail til B.T.

Hun forklarer, at tv-stationen efterfølgende har været i kontakt med de pårørende og derefter har besluttet at bringe en præcisering i begyndelsen af onsdagens udsendelse.

Her vil det fremgå, at Steffen Dam Jensen ikke er fundet, og at politiet stadig leder efter ham.

Steffen Dam Jensen er cirka 195 centimeter høj og kraftig af bygning. Da han forsvandt, var han iført hvid T-shirt, lyseblå jeans, sort hættetrøje, sort uldjakke og gråbrune sko.

Han blev sidst set ved 7-Eleven på Nørreport i Aarhus omkring klokken halv to natten til lørdag.

Har du set Steffen eller ved, hvor han gik hen efter julefrokosten, vil Østjyllands Politi gerne høre fra dig på telefon 114.