En to timer lang telefonsamtale med en svindler har kostet en 74-årig kvinde hele 92.000 kroner.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi blev hun lørdag aften ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra politiet.

I løbet af samtalen blev kvinden fra Greve overtalt til at udlevere forskellige kontooplysninger og -koder, og det lykkedes den falske politimanden at hæve det store pengebeløb i løbet af samtalen.

Bedrageriet blev anmeldt af kvindes søn kort før kl. 23.

Sagen er blot den seneste i rækken af lignende tilfælde, hvor efterhånden rigtigt mange ældre, enlige kvinder i det seneste år er blevet udsat for lignende svindelnumre.

Her bliver ofrene oftest ringet op af personer, der udgiver sig for at være fra en bank eller fra politiet – og de overtales dernæst til at udlevere både dankort og pinkode med en forklaring om, at de er blevet hacket.

I lørdags skete det endda også for to andre kvinder, kan Midt- og Vestsjællands Politi videre berette.

En 75-årig kvinde fra Holbæk og en 70-årig kvinde fra Roskilde slap dog fra mødet med svindleren uden økonomisk tab.

De blev begge ringet op af 'Bo fra Vildbjerg Politi', der enslydende forklarede dem, at der ved at blive oprettet lån i kvindernes navn i forskellige forretninger.

Den 75-årige kvinde fra Holbæk nåede at udlevere oplysninger om fire konti, inden hendes telefon løb tør for strøm. Derfor kunne alt blive spærret.

Den 70-årige kvinde afbrød selv samtalen, fordi hun fattede mistanke til den falske politimand.

Midt- og Vestsjællands Politi har følgende gode råd til ældre, der skulle blive kontaktet af mistænkelig typer:

  • Vær skeptisk, hvis du får et uventet opkald.
  • Få evt. navnet på den person, der ringer, og ring så tilbage til politiets hovednummer og spørg efter personen.
  • Udlever aldrig dit betalingskort eller din kode
  • Overvej at blive fjernet fra Krak.
  • Overvej hvad du deler af personlige oplysninger på sociale medier.

Svindelnummeret har vist sig at være særdeles udbredt, for så sent som i sidste uge meddelte Østjyllands Politi, at man havde sigtet syv mænd i lignende sager. Det var baseret på 380 anmeldelser fra ældre borgere i hele landet.