Forsvarsadvokat Mette Grith Stage mener, at tilliden til retssystemet har lidt et alvorligt knæk.

Der venter et stort arbejde for ikke bare anklagemyndigheden, men også forsvarsadvokater, efter at det er kommet frem, at domme, hvor teleoplysninger er indgået siden 2012, skal gennemgås.

Det mener forsvarsadvokat Mette Grith Stage, der jævnligt repræsenterer tiltalte i bandesager og sager om grov kriminalitet, hvor teleoplysninger ofte indgår.

- Jeg har lige haft en sag med fire tiltalte fra Loyal To Familia i landsretten, som blev dømt for afpresning og hærværk. Her spillede teleoplysninger en helt central rolle, så det er da en af de sager, jeg vil kigge på som noget af det første, siger hun.

Rigspolitiet har opdaget en it-fejl i et system, der har sorteret og renset i teleoplysninger indhentet af politiet. Systemet kan fejlagtigt have frasorteret en del oplysninger, der skulle have været bevaret.

Det kan for eksempel være, at en mobiltelefon, der er registreret på en mobilmast, er blevet frasorteret af programmet.

I Mette Grith Stages omtalte sag fra Østre Landsret fik fire mænd i april fængsel i tre år og seks måneder.

- Jeg har lige et par sager, jeg har i mit fokus, men jeg må da også indrømme, at der er kommet mange klienter igennem mit firma de seneste syv år.

- Jeg har svært ved at huske dem alle, men hvis jeg kigger på det seneste år, er der hvert fald en eller to sager, jeg er nødt til at kigge nærmere på, siger Mette Grith Stage.

Forsvarsadvokaten siger, at hun "aldrig har hørt om noget lignende i andre lande".

Hun påpeger samtidig, at tilliden til retssystemet har lidt et alvorligt knæk, og at usikkerheden kan sprede sig til andre tekniske beviser.

- Det får da en til at spekulere på, om der er andre oplysninger, som kan være behæftet med fejl som eksempelvis dna, siger hun.

/ritzau/