En sexlysten mand troede, at han skrev sammen med en prostitueret kvinde, som gerne ville betjene ham.

Derfor overførte han i alt 2300 kroner via MobilePay, ligesom han forventningsfuldt sendte et billede af sit erigerede lem.

Men i den anden ende på den krypterede beskedtjeneste Telegram viste sig i virkeligheden at være to teenage-drenge fra Nordsjælland.

De øjnede en chance for at malke den intetanende mand økonomisk ved at afpresse ham. 

Hvis ikke han sendte dem flere penge, truede de med at sende hans intime billede videre til hans venner og familie.

Det har de to drenge på nu 18 og 19 tilstået over for Nordsjællands Politi, og torsdag blev straffesagen mod dem afgjort som en tilståelsessag ved byretten i Helsingør.

Her blev de fundet skyldige i afpresning, bedrageri og blufærdighedskrænkelse ved den elektroniske kontakt med den forurettede mand, som fandt sted 5. juni sidste år.

Det takserede dommeren til en straf på 40 dages betinget fængsel til hver af de to teenagere med en prøvetid på ét år.