Teenagere sigtet for terrorforsøg accepterer forlænget fængsling
Tre drenge på 15, 16 og 16 år, der sigtes for angrebsforsøg mod Hadsten Skole, forlænger frivilligt fængsling.

Tre drenge på 15, 16 og 16 år, der sigtes for angrebsforsøg mod Hadsten Skole, forlænger frivilligt fængsling.

De tre teenagedrenge, der sigtes for at planlægge et angreb mod Hadsten Skole i Østjylland, accepterer en frivillig forlængelse af varetægtsfængslingen.
Det oplyser de sigtedes advokater til Ritzau.
De tre drenge på henholdsvis 15, 16 og 16 år har været varetægtsfængslet i surrogat siden grundlovsforhøret ved Retten i Randers 3. august.
Drengene sigtes for forsøg på terror efter straffelovens paragraf 114.
Deres plan var ifølge politiet at dræbe og såre flere personer på den østjyske skole med knive og bombesprængninger.
Forberedelserne skal ifølge sigtelsen være foregået på onlineplatformene Discord og Telegram.
En dommer fandt ved grundlovsforhøret, at der var begrundet mistanke om, at de tre sigtede har gjort sig skyldige i forsøg på terror.
Varetægtsfængslingen blev endvidere begrundet i, at de tre drenge på fri fod ville kunne vanskeliggøre politiets efterforskning af sagen ved eksempelvis at påvirke vidner eller fjerne beviser.
De blev på grund af deres unge alder varetægtsfængslet i såkaldt surrogat på en lukket ungdomsinstitution.
Fængslingen stod til at udløbe 31. august, hvorefter en dommer på ny skulle tage stilling til, om de skulle forblive fængslet.
Men der sker nu en frivillig forlængelse i yderligere fire uger, oplyser de tre forsvarsadvokater til Ritzau.
Alle tre nægter sig fortsat skyldige.
Forsvarsadvokat Mette Grith Stage, der repræsenterer den ene af de to 16-årige, siger i en kommentar:
- Da jeg erfaringsmæssigt ved, at det er nærmest umuligt at blive løsladt så tidligt i efterforskningsfasen, har min klient på mit råd accepteret en frivillig forlængelse i fire uger, skriver advokaten til Ritzau.
Samme melding kommer fra advokat Tyge Trier, der repræsenterer den anden 16-årige.
- Jeg har baseret på min erfaring med denne sagstype anbefalet min klient, at vi forlænger med yderligere fire uger. Blandt andet fordi der er noget materiale, som vi afventer.
- Vi håber på, at man hurtigt får færdigefterforsket sagen. Min klient nægter sig fortsat skyldig, og jeg er fortrøstningsfuld på hans vegne, siger advokaten til Ritzau.
Den 15-årige og en af de 16-årige blev anholdt i Østjylland, mens den anden 16-årige blev anholdt i København.
Grundlovsforhøret blev holdt bag lukkede døre. Der er ikke kommet noget frem om, hvorfor Hadsten Skole skulle være udpeget som mål for et angreb.
Hadsten Skole ligger i Favrskov Kommune. Kommunen har oplyst, at ingen af de tre sigtede bor i kommunen, og at man ikke har kendskab til, hvorfor Hadsten Skole ifølge sigtelsen var udset som mål.
RITZAU