Fire drenge på mellem 15 og 17 år er tirsdag i Retten i Aarhus blevet dømt for at have begået et groft overfald på to drenge på henholdsvis 13 og 14 år.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Tre af de tiltalte, hvoraf to er 15 år og en 17 år, er blevet idømt fire måneders fængsel. To af månederne er blevet gjort ubetinget, men da de allerede har siddet varetægtsfængslet i to måneder, skal de ikke afsone.

En 16-årig tiltalt er blevet idømt en ungdomssanktion. Det betyder, at han skal være under kommunalt tilsyn og have socialpædagogisk behandling i to år.

Ud over de fire, der tirsdag er blevet dømt, har politiet fundet frem til seks andre drenge, der er under den kriminelle lavalder og derfor ikke kan retsforfølges.

Deres sager skal behandles i Ungdomskriminalitetsnævnet.

Det var i september sidste år, at drengene på 13 og 14 år mødtes med en 13-årig bekendt, der havde en 16-årig ven med.

De to drenge blev truet med en kniv af den 16-årige til at tage med ud til et skovområde i Rosenhøj i Viby J.

Her ventede flere personer, der udsatte drengene for spark og slag med blandt andet en totenschlæger.

De fire drenge, der er blevet dømt tirsdag, var også tiltalt for trusler og vidnetrusler mod de to drenge. Det blev de dog frifundet for.

Men Retten i Aarhus har dog fundet dem skyldige i ulovlig tvang og grov vold.

/ritzau/