En 17-årig mand er søndag formiddag blevet stukket med kniv på Røde Mellemvej på Amager.
Han er kørt til hospitalet, og er svært tilskadekommen.
Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Esben Godiksen til B.T.
»Han er blevet tildelt flere knivstik, og er blevet kørt med ambulance til behandling,« siger vagtchefen.
Esben Godiksen oplyser, at politiet modtog anmeldelsen fem minutter over ni, og at han er blevet stukket kort før anmeldelsen kom ind.
Politiet er massivt til stede, og har afspærret et større område.
»Vi arbejder derude med flere patruljer,« siger han og oplyser, at der ikke er foretaget anholdelser i sagen.
Omkring halv tolv oplyser Københavns Politi på X, at tre personer er anholdt for knivstikkeriet. De oplyser, at det stadig er uvist, hvad årsagen til overfaldet var. Politiet er stadig til stede i området.
Den forurettede er uden for livsfare, lyder det i opslaget.
Tidligere oplyste vagtchefen til B.T., at man ikke kan oplyse, om der er tale om en forbrydelse med relation til rocker-bandemiljøet.
B.T. følger sagen.
