En vellidt dreng, der havde masser af venner og elskede at spille fodbold.

Sådan lyder beskrivelsen af den 18-årige teenager, der fredag aften blev skudt i hovedet på klos hold foran en Lidl-butik på Frederiksberg.

»Vi er stadig rystede over det,« fortæller den 18-årige vens mor, inden hun fortsætter.

»Han var sådan en god dreng, der altid optrådte meget respektfuldt og havde mange venner. Han kunne godt være lidt genert indimellem, men det afhang nok også af, hvem han var sammen med,« fortæller moren, hvis navn B.T. har besluttet ikke at bringe af hensyn til den nu afdøde teenager og hans familie.

Den 18-årige teenager, der kommer fra Albanien og gik på Falkonergårdens Gymnasium, blev skudt kort før klokken 21 foran Lidl på Dirch Passers Allé og Finsensvej på Frederiksberg. Forinden var der tilsyneladende opstået en eller anden form for skænderi mellem den gruppe, som teenageren befandt sig i, og en anden gruppe.

Ved du noget om sagen? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til sboa@bt.dk eller 1929@bt.dk

»Vores indtryk er, at det er to grupperinger, der har en uenighed,« siger vicepolitiinspektør Brian Belling om det mulige motiv til Ritzau.

Hvad baggrunden for uoverensstemmelsen var, vides ikke. Men sikkert er det, at der i løbet af konfrontationen bliver trukket en pistol, der rettes mod teenageren, inden den bliver affyret. Skuddet rammer den 18-årige i hovedet, og han bliver efterfølgende kørt til Rigshospitalet i kritisk tilstand.

Søndag blev den 18-årige erklæret død.

Politiet mener ikke, at der er tale om et drab med relation til nogen bandekonflilkt, og spørger man den 18-åriges bedste vens mor, så er der heller ikke noget, der for hende peger på, at teenageren skulle været rodet ud i det miljø.

»Slet ikke. Han elskede at spille fodbold, og han er på ingen måde involveret i den slags. Jeg er helt rystet over det, der er sket. Jeg gav ham altid et kram, når jeg så ham, og tanken om, at hans mor har mistet sin unge dreng, er hjerteskærende,« siger kvinden til B.T. og tilføjer, at han ville være fyldt 19 i oktober.

Gerningsmændene løb formentlig ad et stisystem langs KU.BE, som er et kulturhus med blandt andet bibliotek på Dirch Passers Allé, ned mod jernbanen nær Flintholm Station. Her fører en gang- og cykelsti over sporene.

Der er ikke anholdt nogen i sagen.

Politiet vil gerne høre fra eventuelle vidner i sagen. Både om forløbet op til skuddet og bagefter.