18-årige Cammilla fra Måløv har skrevet breve sammen med Peter Madsen i mere end to år.

»Jeg elsker ham, og han elsker mig,« siger hun i et interview med B.T.

Cammilla Kürstein trækker op i sit ene ærme og viser en tatovering på venstre underarm.

Den forestiller et brev og en rumraket omgivet af en masse stjerner. Midt i en vrimmel af hjerter er en håndskrevet hilsen tatoveret ind i hendes hud med blåsort blæk: 'kærlig hilsen Din Peter'.

»Jeg fik den lavet for at minde mig om, at han hjalp mig igennem en rigtig svær tid i mit liv,« siger Cammilla Kürstein.

Cammilla har fået tatoveret en hilsen fra Peter Madsen på sin venstre underarm.
Cammilla har fået tatoveret en hilsen fra Peter Madsen på sin venstre underarm. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Cammilla Kürsteins interesse for Peter Madsen begyndte, da hun læste om det brutale drab på journalisten Kim Wall. Et drab, der involverede en ubåd, knive, en sav, strips og tilspidsede skruetrækkere.

Da sagen skulle for retten, overnattede hun foran Københavns Byret for at være sikker på at få en plads på de overfyldte tilhørerrækker.

»Jeg er meget interesseret i at vide, hvorfor folk gør, som de gør. Jeg har brug for at få svar på alt, ellers kan jeg ikke komme videre,« siger Cammilla Kürstein.

Det lykkedes hende at få en plads i retssalen, og hun husker tydeligt det adrenalinsus, hun fik i kroppen, da hun sad i samme lokale som Peter Madsen og hørte anklageren tale om de hjemmelavede spyd, som ubådsbyggeren anvendte mod Kim Wall.

Cammilla viser de mange breve, hun i løbet af de sidste to år har fået tilsendt af den livstidsdømte morder Peter Madsen.
Cammilla viser de mange breve, hun i løbet af de sidste to år har fået tilsendt af den livstidsdømte morder Peter Madsen. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Jeg fik en følelse, ligesom når man hopper ned et højt sted fra. Det var en forfærdelse og så også nogle mere blandede følelser,« fortæller hun.

Kort tid efter skrev hun sit første brev til Peter Madsen. På det tidspunkt var hun 17 år gammel, og sagen var endnu ikke afgjort.

Nogle dage senere lå der et brev i postkassen, der var underskrevet 'Peter' og dateret 4. april 2018. Det var 21 dage før domsafsigelsen.

»Jeg følte, det var lidt sejt, da jeg fik det, og tænkte 'hold da op, det her er helt forkert',« fortæller hun.

En rumraket af metal, som Peter Madsen har lavet i fængslet og sendt til Cammilla på hendes 18-års fødselsdag. Raketten har mange indgraverede detaljer. Blandt andet har han indraveret hjerter og navnene Cammilla og Peter.
En rumraket af metal, som Peter Madsen har lavet i fængslet og sendt til Cammilla på hendes 18-års fødselsdag. Raketten har mange indgraverede detaljer. Blandt andet har han indraveret hjerter og navnene Cammilla og Peter. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Brevene blev mere og mere personlige, og på hendes 18-års fødselsdag sendte Peter Madsen et brev fyldt med hjerter og to rumraketter foldet af papir og metal.

Herefter begyndte Peter Madsen at ringe til hende. Cammilla Kürstein oplevede, at den drabsdømte ubådsbygger var én, hun kunne betro sig til.

»Han støttede mig på et tidspunkt, hvor mine forældre skulle skilles, og hvor jeg havde det svært i skolen. Han hjalp mig også med matematik, da jeg skulle til eksamen på VUC,« fortæller Cammilla Kürstein, der scorede et 10-tal til den eksamen.

I dag betegner hun Peter Madsen som sin sjæleven. I brevene omtaler han sig selv som hendes 'ven', 'soulmate' og 'den klippe, hun kan støtte sig til'.

RAKET MADSENS RUMLAB. Peter Madsen i Raket Madsens Rumlab.
RAKET MADSENS RUMLAB. Peter Madsen i Raket Madsens Rumlab. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

De har aldrig talt om hans forbrydelser, fordi deres samtaler bliver aflyttet.

Men hvis Cammilla Kürstein en dag kommer på besøg hos Peter Madsen, vil hun spørge ham til det.

»Jeg vil gerne se hans mimik og finde ud af, om han lyver. Jeg ville gerne vide, hvordan han har det med det, han har gjort,« siger hun.

Hun har flere gange anmodet om besøgstilladelse, men har hver gang fået afslag fra Kriminalforsorgen.

En rumraket, som den livstidsdømte morder Peter Madsen sendte til Cammilla på hendes 18-års fødselsdag. Under de to astronauter står der navnene Cammilla og Peter.
En rumraket, som den livstidsdømte morder Peter Madsen sendte til Cammilla på hendes 18-års fødselsdag. Under de to astronauter står der navnene Cammilla og Peter. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»De siger, at jeg er for ung, og at jeg skal komme videre. Men det vil jeg ikke, for mig og Peter har en helt speciel relation,« siger hun.

Cammilla Kürsteins venskab med Peter Madsen gør hendes venner og familie dybt bekymret:

»Min far går amok og river brevet i stykker, hvis han ser det. Han er helt imod det. Han er bange for min sikkerhed,« siger Cammilla Kürstein, der for nylig flyttede hjemmefra.

Kan du forstå, at nogen mener, det er en dårlig idé at omgås Peter Madsen?

Cammilla har skrevet med Peter Madsen siden 2017. København, fredag den 16. august 2019.
Cammilla har skrevet med Peter Madsen siden 2017. København, fredag den 16. august 2019. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Jeg ved godt, han er psykopat og manipulerende, men det, han er dømt for, ændrer ikke noget i forhold til vores relation. Han elsker mig for den, jeg er, og jeg elsker ham for den, han er.« siger Cammilla Kürstein.

Hvad tænker du om det, han er dømt for?

»Jeg synes, det er forfærdeligt, men det ændrer ikke noget i forhold til den måde, han er imod mig. Jeg dømmer ham ikke, og han dømmer ikke mig.«

(ARKIV) Peter Madsen, ingeniør, raket og u-bådsbygger den 9. maj 2017. Den drabsdømte ubådsbygger Peter Madsen opgiver at få sin sag prøvet ved landets øverste retsinstans. Det oplyser hans forsvarer, advokat Betina Hald Engmark, til TV2 mandag den 8. oktober 2018. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
(ARKIV) Peter Madsen, ingeniør, raket og u-bådsbygger den 9. maj 2017. Den drabsdømte ubådsbygger Peter Madsen opgiver at få sin sag prøvet ved landets øverste retsinstans. Det oplyser hans forsvarer, advokat Betina Hald Engmark, til TV2 mandag den 8. oktober 2018. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Har du tænkt på, om din relation til ham kan blive farlig for dig?

»Jeg har tænkt på det, men jeg tror det ikke. For mig er han kærlig og omsorgsfuld. Jeg regner ikke med, at Peter bliver ubehagelig over for mig, og hvis han gør, så lægger jeg afstand til ham.«

Peter Madsen har nægtet sig skyldig i drabet på Kim Wall, men ankede aldrig skyldskendelsen.

B.T. har siden mandag forsøgt at få Kriminalforsorgen til at svare på, hvorvidt de blander sig i de indsattes kontakt med andre, som Cammilla påstår. De har endnu ikke besvaret B.T.s spørgsmål.