At ingen kom til skade, da en 19-årig mand ifølge politiet på mest vanvittige vis kørte gennem Aarhus i en stjålen bil, er i højere grad held end forstand.

Det slog anklageren fast, da teenageren lørdag formiddag blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.

Her forholdt han sig undervejs helt tavs, men lod gennem sin forsvarer retten vide, at han nægter sig skyldig i den vanvidskørsel, han er blevet sigtet for at stå bag.

Det skriver Århus Stiftstidende, der var til stede i retten, hvor det blev fremlagt, at betjente i første omgang blev opmærksomme på den 19-årige, fordi han kørte i en hvid bil uden kofanger og med et punkteret dæk.

I forsøget på at få den unge mand til at holde ind til siden aktiverede patruljen de blå blink. Men det havde stik modsatte effekt. For teenageren havde umiddelbart ingen interesse i at stoppe, og i stedet blev en biljagt indledt. En biljagt, hvor fartgrænser altså langtfra blev overholdt, skriver lokalmediet.

På et tidspunkt kørte den 19-årige ifølge sigtelsen over for rødt, hvor bilen bragede ind i en anden. Det voldsomme sammenstød til trods kom ingen til skade.

»Et sandt lykketræf. Det kunne være gået grueligt galt,« konstaterede anklager Iben Holm således i retten.

Den 19-årige skulle herefter have forsøgt at flygte til fods, men flugten blev kortvarig, og han blev anholdt af betjentene, der dog vurderede, at det ikke var muligt at afhøre ham i umiddelbart forlængelse af anholdelsen. Han var simpelthen for påvirket, mente man.

En blodprøve skulle siden vise, at den 19-årige da også havde både kokain og hash i blodet. Derfor er han også blevet sigtet for narkokørsel.

Derudover har han intet kørekort, og i bilen er der fundet det, som politiet betegner som tyvekoster: smykker, gavekort, et kamera og en slipsenål.

Ifølge Århus Stiftstidende er den 19-årige tidligere dømt for tyveri, og det var blandt andet på baggrund af risikoen for ny ligeartet kriminalitet, at anklagemyndigheden ville have ham varetægtsfængslet.

Dommeren ved grundlovsforhøret var enig og valgte at fængsle ham frem til 13. juni.

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På fersk gerning' her, eller der hvor du plejer at høre podcast.