En 17-årig ung mand, som er tiltalt for forsøg på voldtægt mod tre forskellige kvinder, skal torsdag for et nævningeting ved Retten i Odense.

Voldtægtsforsøgene skete tidligere i år henholdsvis 27. januar sent om aftenen mod en 41-årig kvinde samt 2. februar ligeledes sent om aftenen, da den tiltalte indenfor et tidsrum på blot 20-25 minutter overfaldt først en kvinde på 21 år og derefter en anden på 18.

Den unge mand blev anholdt kort efter voldtægtsforsøgene, der i to af tilfældene skete i Kongens Have i hjertet af Odense.

Den tredje episode skete ved perronen til spor 7 og 8 på Odense Banegård.

Den tiltalte, som var blot 16 år på gerningstidspunkterne, nægter sig skyldig.

Ifølge anklageskriftet anvendte gerningsmanden stort set samme fremgangsmåde, da han hver gang i ly af mørket overfaldt kvinderne bagfra, holdt dem for munden eller øjnene, truede og forsøgte at tiltvinge sig samleje.

Det lykkedes ikke i nogen af tilfældene, fordi de forurettede gjorde modstand og råbte op, så han til sidst opgav sit forehavende og løb fra stedet.

Den 17-årige har siddet varetægtsfængslet på en ungdomsinstitution siden begyndelsen af februar.

Der er afsat tre dage til sagen.