Det var en ung, spinkel dreng i mørkt jakkesæt, der tirsdag sad på anklagebænken og modtog den hårde besked fra dommeren.

Han skal forblive varetægtsfængslet i fire uger mere, lød det.

Han forholdt sig roligt og sad med hænderne foldet i skødet, mens hans forældre sad på tilhørerpladserne og holdt hinanden i hænderne.

»Han har det efter omstændighederne okay. Han er chokeret. Hans forældre er meget chokerede over alt det, der er kommet ud af det her,« fortæller hans forsvarsadvokat, Jens Klokhøj.

Den unge dreng er 15 år gammel og er sigtet for at have tilsluttet sig den ekstreme nynazistiske gruppe Feuerkrieg Division, der ifølge dansk og britisk politi betegnes som en terrororganisation.

Den unge dreng er også sigtet for at have fremmet Feuerkrieg Division og for at have hvervet sin kammerat til sammenslutningen.

Han blev anholdt 7. april, og tirsdag besluttede dommeren ved Retten i Holbæk at forlænge hans varetægtsfængslíng af hensyn til politiets efterforskning.

Han nægter sig skyldig i alle sigtelser mod ham.

Det er en højst opsigtsvækkende og alvorlig sag, men ifølge forsvarsadvokaten er det hele en misforståelse.

»I min optik er det en misforståelse. Det er en dreng som har bevæget sig inde på internettet, og det har fået nogle konsekvenser. Mere kan jeg ikke sige. Det er jo for lukkede døre,« siger Jens Klokhøj.

Både grundlovsforhøret i begyndelsen af april og dagens retsmøde kørte for lukkede døre af hensyn til efterforskningen.

Derfor er politiets beviser mod den unge dreng og hans forklaring endnu ukendt for offentligheden.

Det er dog kommet frem, at den 15-årige skal have udfyldt et ansøgningsskema om indmeldelse i Feuerkrieg Division 11. december sidste år og angivet, at han havde våbentræning og kendskab til sprængstoffer samt ideologien bag Feuerkrieg Division.

Han skal også af flere omgange have sendt link til en digital mappe, der blandt andet indeholdt bombemanualer og militant ekstremistisk materiale, i en gruppe på beskedtjenesten Telegram og til sin 16-årige kammerat.

Ifølge B.T.s oplysninger kan den unge dreng i første omgang være kommet i kontakt med Feuerkrieg Division i forbindelse med, at han spillede Counter-Strike.

Hans forsvarsadvokat forklarer, at den unge dreng er en person, der i højere grad er til stede på internettet end i den virkelige verden, og at det er heri misforståelsen ligger.

»Det er noget, der foregår i en vennekreds på nettet - hans eneste vennekreds - og det er derfor, at det er en meget ulykkelig sag,« siger advokaten.

Fra politiets side mener man dog ikke, at der er tale om en misforståelse.

»Vi har fremstillet ham med nogle alvorlige sigtelser, og retten har fundet i begge omgange, at man er enig med Anklagemyndigheden i, at det her er ikke bare misforståelser,« siger anklager Rune Rydik.

Det er første gang, at der på dansk jord er rejst sigtelser for højreekstremistisk terror.

»Det er en meget usædvanlig sag. På den ene side har vi nogle meget alvorlige sigtelser, og på den anden side har vi en meget ung dreng,« siger han.

Truslen fra højreekstremisme er reel, lyder det.

»Højreorienteret nationalistisk terrorisme er for mange et nyt begreb, men det er desværre det, Politiets Efterretningstjeneste allerede har gjort opmærksom på,« siger Rune Rydik.

Feuerkrieg Division er en international sammenslutning, hvis mål er at omstyrte samfundet og indføre et hvidt overherredømme.

Gennem vold og drab på sorte og jøder vil organisationen tilskynde til racekrig.

Den 15-årige dreng er foreløbig varetægtsfængslet på en ungdomsinstitution indtil 24. maj.

Da tirsdagens retsmøde sluttede, fik hans mor lov til at gå over og give sin søn et kram, inden politiet førte ham ud.

»Vi ses på den anden side,« sagde hun til ham.