En større gruppe teenagedrenge tvang sidste år to drenge på 13 og 14 år ud i et skovområde, hvor de groft overfaldt dem.
Episoden fandt sted i Rosenhøj, og de to drenge blev udsat for adskillige spark og slag samt slag med en totenschlæger.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Nu er fire af gerningsmændene dømt ved Retten i Aarhus.
»En 16-årig dreng blev idømt en ungdomssanktion, som betyder, at han bliver undergivet kommunalt tilsyn og en socialpædagogisk behandling i to år. Den vil blive indledt med et ophold på en døgninstitution, formentlig på en sikret afdeling,« skriver politikredsen.
Tre andre drenge på 15, 15 og 17 år blev idømt fire måneders fængsel.
Den ene 15-årige og den 17-årige blev desuden idømt en advarsel om udvisning.
De er henholdsvis syrisk og afghansk statsborger.
Udover de fire dømte har politiet fundet frem til seks andre drenge, som alle er under den kriminelle lavalder på 15 år.
Deres sager bliver behandlet ved Ungdomskriminalitetsnævnet.