En teenagedreng er blevet anholdt og sigtet for at have at have blufærdighedskrænket en anden mand ved angiveligt at have tvunget ham til at fremvise sit lem, mens en eller flere medgerningsmænd tog billeder eller filmede det.

Hele hændelsen fandt ifølge sigtelsen sted om aftenen onsdag den 8. november i Kastrup ved København.

Den 16-årige danske dreng blev ifølge BTs oplysninger anholdt mandag den 13. november, og tirsdag blev han fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i København.

Han er sigtet for i forening med tre medgerningsmænd at have begået røveri, idet de ifølge anklagemyndigheden frarøvede en mand sine nøgler og sin mobiltelefon - ligesom den 16-årige er sigtet for i forening med de tre medgerningsmænd at have slået offeret flere gange i ansigtet med knyttede næver og have skubbet ham omkuld, hvorefter de sparkede og trampede på ham.

Efterfølgende er han sigtet for - i forening med medgerningsmændene - på en boldbane i Kastrup under brug af vold og trusler at have tvunget manden til at fremvise sit lem, mens en eller flere af medgerningsmændene tog billeder eller filmede det.

Derudover er han også sigtet for vidnetrusler, idet han ifølge anklagemyndigheden i forening med de samme medgerningsmænd truede med at udbrede billederne af mandens kønsdele via sociale medier, hvis han fortalte politiet, at han var blevet røvet.

De tre medgerningsmænd blev anholdt i weekenden og varetægtsfængslet i sagen.

Den 16-årige forklarede under grundlovsforhøret tirsdag, at han nægtede sig skyldig. Han forklarede, at han ikke kunne erkende røveri, da han ikke havde været til stede i noget af tiden. Han forklarede dog, at han havde lagt forurettede ned på jorden.

Derudover nægtede han sig også skyldig i blufærdighedskrænkelse og i vidnetrusler, da han - ifølge egen forklaring - ikke havde været til stede.

Han blev varetægtsfængslet i 13 dage i surrogat, da han er under 18 år.