To unge mænd er løsladt, mens en 17-årig dreng er blevet varetægtsfængslet efter et røveri i Holbæk.

En 17-årig dreng er blevet varetægtsfængslet i surrogat i fire uger efter et gaderøveri mandag aften nær Holbæk Station.

Det står klart efter et grundlovsforhør tirsdag, fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestsjælland ved midnat onsdag.

Under røveriet blev en 12-årig dreng truet med en kniv. Han kom ikke til skade, men vagtchefen beskriver drengen som rystet efter episoden.

Den 17-årige er blevet varetægtsfængslet i surrogat, da han er under 18 år og dermed ikke egnet til et almindeligt fængsel.

To andre unge mænd på 19 og 20 år blev løsladt tirsdag morgen, men sigtelserne mod dem er fortsat opretholdt, siger vagtchefen.

Den 12-årige dreng var ifølge politiet et tilfældigt offer, og han fik frarøvet personlige ejendele.

Politiet fik anmeldelsen klokken 22.10 mandag.

- Barnet bliver passet op af de tre formodede gerningsmænd, sagde vagtchef Thomas Hartmann natten til tirsdag.

- Herefter bliver vi kontaktet direkte, og på baggrund af de oplysninger får vi lynhurtigt foretaget anholdelse.

Politiet kom derefter i kontakt med den 12-åriges forældre, og drengen blev bragt sammen med sin familie.

/ritzau/