Teenagedreng anholdt og sigtet for eksplosion
Eksplosion i Søborg sent onsdag eftermiddag gav skader på bil og ruder. En 17-årig dreng er anholdt i sagen.
Eksplosion i Søborg sent onsdag eftermiddag gav skader på bil og ruder. En 17-årig dreng er anholdt i sagen.
En 17-årig dreng er blevet anholdt i forbindelse med en eksplosion i Ericaparken i Søborg, og han fremstilles senere torsdag i grundlovsforhør i Retten i Glostrup med krav om varetægtsfængsling.
Det skriver Københavns Vestegns Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.
Det oplyses ikke, hvad drengen sigtes for.
Klokken havde lige passeret 17, da politiet onsdag fik en anmeldelse om braget. På stedet havde det ført til skader på en bil, og flere ruder var blevet knust.
En person blev set løbe fra stedet, og derfor oplyste politiet onsdag, at det formodede, at eksplosionen var et resultat af en forsætlig handling.
Personen, der blev set løbe, blev beskrevet som 16-20 år, spinkel, lys i huden, lyshåret og med maskering for mund og næse.
Politiet oplyste onsdag, at den mistænkte havde en pose i hånden på vej hen mod gerningsstedet, men han havde ikke en pose i hånden på vej væk fra stedet igen.
Det var muligt, at gerningspersonen var kommet til skade, fortalte politiet, der ikke har meldt noget ud om et muligt motiv til hændelsen.
Københavns Vestegns Politi giver ingen meldinger om, hvorvidt den anholdte 17-årige dreng er tilskadekommen.
Ritzau har uden held forsøgt at få kontakt til politikredsens presseafdeling.
RITZAU