De tiltalte i Solhaven-sagen fylder retten med løgn, siger tidligere ansat. Her fortæller han sin historie til BT.

For første gang, siden anklagerne om 12 ansattes vold og mishandling af 21 børn på bostedet Solhaven så dagens lys, står en tidligere ansat fra bostedet nu offentligt frem og bekræfter, at der foregik vold og tvang på stedet.

»Jeg ved godt, at jeg og min familie nu risikerer trusler fra de her tiltalte for at fortælle om det her. For hvad der skete på Solhaven, det blev på Solhaven. Sådan var det.Men selvom jeg er bange, så skal det her altså frem. Det skal frem, at de bare sidder og lyver i retten. Det skal frem, at de ting er sket, så det kan stoppes.«

35-årige Thomas Reeckmanns stemme bliver pludselig bestemt og blikket fast, da begrundelsen om, hvorfor han nu står frem, bliver langet over sofabordet i Løgstør.

Han har ellers -indtil nu -virket synlig nervøs over at skulle dele sine hemmeligheder fra Solhaven med en journalist.

Han tænder en smøg og begynder så at bryde den tavshed, han har kæmpet de seneste dage, uger, ja år, for at bryde ud af.

»Jeg har set en pædagog tage en ung, der sad i en havestol, i ansigtet og slynge ham bagover. Jeg husker stadig lyden, da hans baghoved ramte fliserne, fortæller han,« mens han holder fem fingre rundt om sit ansigt som illustration.

Thomas Reeckmann, der er uddannet salgsassistent, har arbejdet på Solhaven i perioden 2008-10. I de to år nåede han at opleve adskillige ting, som bekræfter ham i, at der er hold i de mange anklager om vold og mishandling af de anbragte børn, der i disse dage bliver rullet op i Aalborg byret. Ting som han valgte at gå til politiet med, da sagen begyndte. Siden afhøringen har han dog intet hørt og vælger derfor nu at stå offentligt frem og støtte de unge.

Han fortæller således, hvordan han har set flere af de 12 tiltalte, herunder forstander Søren Virenfeldt, udøve og overvære vold.

»Det var f. eks. den tiltalte HI, der kastede ham her bagover, mens det blev overværet af Søren Virenfeldt og RE. De slæbte ham efterfølgende ind på et badeværelse, hvor han fik et knæ i ribbenene. Det var fuldtsændig åndssvagt det, der foregik.«

Thomas Reeckmann fortæller, at han også så unge, derr ikke ville stå op om morgenen, blive kastet ud af deres seng og en sågar ført i underbukser ud i en ventende bil.

Andre blev straffet med at skulle sidde stille på malerbøtter i timevis eller få frataget al deres tøj.

Han ærgrer sig i dag over, at han ikke kunne finde modet til at gribe ind.

»Jeg har længe haftskyldfølelse over de ting, der skete på Solhaven. For jeg reagerede ikke. Det var jo nogle store gutter, og de holdt altid sammen. Så jeg var bange for, om det måske var mig, de ville komme efter, hvis jeg begyndte at brokke mig.«

Hans eneste håb er nu, at der bliver sat en endegyldig stopper for volden, og han opfordrer de tiltalte til at stå ved deres handlinger.

Der er ingen tvivl om, at Solhaven har gjort rigtig meget godt for rigtig mange unge. Og jeg er heller ikke i tvivl om, at også de her 12 anklagede ansatte holdt meget af de unge. Men derfor er det jo ikke i orden, at man slog og sparkede de unge. Vold er bare ikke i orden. Så jeg synes, de skulle stoppe med at lyve i retten og i stedet stå ved det, de har gjort.

Andre læser også