Nu er der sat punktum i sagen mod taxiselskabet Uber, der siden 2014 har været hovedperson i en sag om overtrædelse af taxilovgivningen. Og punktummet er en kæmpestor millionbøde.

25 millioner kroner helt præcist. Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Det hele startede med, at der tilbage i 2014, hvor Uber kom til Danmark, fulgte flere principielle sager mod Uber-chauffører for ulovlig taxikørsel.

Og det er den tiltale, der er afsluttet nu, fordi Uber er gået med til at betale en bøde på 25 millioner kroner.

»Det er glædeligt, at vi nu kan sætte punktum for denne sag, og at virksomheden har indvilget i at betale den betragtelige bøde,« siger advokaturchef Kristian Kirk Petersen.

Millionbøden svarer til selskabets andel af chaufførernes skønnede indtjening på det danske marked for perioden 2015 til april 2017.

Det har man fundet frem til gennem chaufførernes skatteoplysninger.

Her fremgår det, at chauffører i Danmark indtjente cirka 55 mio. kr. fordelt på 502.658 ture.