En taxatur natten til fredag klokken 00:35 udviklede sig til en ret så voldsom tur for en chauffør.

Det oplyser Nordsjællands Politi.

En 63-årig taxachauffør samlede en 30-årig mand og kørte ham til krydset Gentoftegade/Dahlensstræde.

Men da de nåede frem til destinationen, nægtede passageren at betale for turen, og besluttede sig for at gå fra stedet.

Det fik manden dog ikke lov til af chaufføren.

Han satte efter ham og forsøgte at stoppe den 30-årige mand. I forsøget tog manden chaufførens mobiltelefon og kastede den ned i jorden. Derefter bed han chaufføren i hånden.

Nordsjællands Politi oplyser dog, at manden var så beruset, at han ikke nåede ret langt væk før, at en politipatrulje samlede ham op og anholdte ham.

Manden er efterfølgende blevet sigtet for vold og hærværk.