Lyt til artiklen

En 57-årig taxachauffør sidder i disse dage på anklagebænken i Retten i Herning.

Her er han tiltalt for at have misbrugt en udviklingshæmmet kvinde, som han var chauffør for, seksuelt.

Det skriver TVMidtVest, som har fulgt sagen.

Ifølge anklageskriftet skulle chaufføren over en periode på tre måneder have udnyttet kvinden til samleje 'gentagne gange'.

Han har angiveligt også haft anden seksuel omgang end sex med kvinden.

Manden er tiltalt efter straffelovens paragraf 218, som handler om at udnytte en persons sindssygdom eller mentale retardering til at skaffe sig samleje med den pågældende.

Strafferammen er op til fire års fængsel.

Anklagemyndigheden går – ud over en fængselsstraf – efter, at manden skal have frataget sin ret til at køre taxa.

Den 57-årige nægter sig skyldig.