Lyt til artiklen

En taxachauffør fra Vendsyssel kan have kørt sin sidste tur.

For i et anklageskrift, som TV 2 Nord har fået, er den 51-årige taxachauffør tiltalt for blufærdighedskrænkelse.

Hændelsen skulle have udspillet sig 16. oktober 2021 i Frederikshavn, hvor taxachaufføren ifølge anklageskriftet tog kvinden på låret og kyssede hende på munden.

Der vil være en almindelig straf, hvis taxachaufføren dømmes i retten i Hjørring.

Men der kan komme endnu en straf til taxachaufføren.

For hvis han bliver kendt skyldig, så skal retten også tage stilling til, hvorvidt overgrebet betyder, at han ikke længere må have et job, hvor han kører med passagerer.

Det vides endnu ikke, hvordan taxachaufføren forholder sig til anklagerne.