Voldsom ulykke i København

En taxachauffør blev kvæstet og fem andre biler blev skadet ved en voldsom ulykke på Jagtvej i København tirsdag eftermiddag.

Ulykken skete ud for nummer 66 kort før klokken 14, da taxachaufføren smadrede ind i fem parkerede biler i den modsatrettede kørebane.

- Lige pludselige skiftede han over i modsatte vejbane, fortæller Kim Nicholsen, der er vagtchef ved Københavns Politi.

En af de parkerede biler blev ramt så voldsomt, at den ramte ind i en anden bil, som blev skubbet ind i et træ.

Politiet ved endnu ikke med sikkerhed, hvad årsagen til ulykken er, men højst sandsynligt fik den 57-årige taxachauffør et ildebefindende kort inden ulykken.

- Han får sandsynligvis en eller anden form for hjerneblødning, hvilket fører til, at han mister herredømmet over taxaen, fortæller vagtchefen.

Taxachaufføren blev ved uheldet konstateret teknisk fastklemt, hvilket betød, at brandvæsenet skar taget af hans bil for at sikre sig, at redningsmandskab kunne få ham ud af bilen uden at tilføre ham yderligere skader. Han blev efterfølgende kørt til Rigshospitalet, og politiet oplyser, at han tirsdag eftermiddag er i livsfare.

Der var ingen andre personer, der kom til skade ved uheldet.

Jagtvej var kortvarigt spærret efter ulykken, men blev efterfølgende åbnet igen.

Bt.dk følger sagen.