Ifølge kokken var det uenighed om byttepenge – konkret 35 kroner – der sidste år antændte den konflikt, der tirsdag havde sendt ham på anklagebænken Københavns Byret, tiltalt for vold.

Han nægtede sig skyldig. Ville frifindes. Men sådan gik det ikke.

Selv forklarede han for retten, at han den februaraften havde taget en taxa for at komme hjem. Men af uklare årsager havde chaufføren stoppet taxaen et stykke væk fra adressen. Han ville ifølge kokkens forklaring ikke køre længere.

165 kroner stod der så angiveligt på taxameteren. Kokken stak med egne ord chaufføren 200 kroner, og herefter startede diskussionen.

Ifølge kokken ville chaufføren ikke give de 35 kroner tilbage i byttepenge. Han skulle have ment, det var drikkepenge, men kokken nægtede at betale drikkepenge, når han ikke engang var blevet kørt til sin destination, forklarede han.

Derfor tog han dankortautomaten og sagde til chaufføren, at han først fik den tilbage, når han havde udbetalt byttepengene.

Det skulle angiveligt have fået taxachaufføren til at stige ud af taxaen for at hive kokken ud. Og så skulle der være opstået tumult, forklarede kokken, der huskede at have skubbet chaufføren.

Om han på anden vis havde ramt ham, huskede han ikke. Han havde været beruset.

Taxachaufføren huskede forløbet som et noget andet.

Der var ikke helt overensstemmelse med det beløb, han i første omgang havde nævnt for politiet på aftenen, og det, han denne tirsdag nævnte i retten.

Sikkert var det dog, at han efter eget udsagn gerne ville betale byttepengene. Men ifølge ham havde kokken krævet hele beløbet tilbage.

Herefter skulle kokken ifølge chaufføren først have slået ham med knyttet næve i hovedet, mens de var i taxaen.

Chaufføren skulle så have forladt taxaen og åbnet døren til kokken. Bedt ham om at stige ud. Og her skulle kokken så igen have slået ham.

Slagene i og uden for bilen blev set af et af sagens vidner. Et andet vidne huskede kun at have set et tjat. Et dask i frustration, som han kaldte det.

En læge konkluderede dog senere samme aften, at chaufføren havde en blødning i slimhinden i det ene øje, hævelse på begge kindben og let misfarvning på det ene.

Og at chaufføren nu manglede to kunstige tænder. Skader, der godt kunne stamme fra den omtalte episode.

I anklageskriftet var kokken tiltalt for at have slået chaufføren flere gange med knyttet næve. Men under retssagen erkendte anklageren, at det var uklart, om der var slået med knyttet eller flad hånd.

Sikkert var det dog, at der var blevet slået, mente hun. Og skærpende var det, at slagene havde ramt en taxachauffør, som med lovens ord er »særligt udsat for vold«.

Derfor krævede hun 60 dages ubetinget fængsel.

Modsat mente forsvareren ikke, at anklageren havde formået at bevise noget som helst af det, der stod i anklageskriftet. Forsvareren spurgte, hvorfor hans ikke tidligere dømte klient pludseligt skulle have forsæt til at slå en taxachauffør.

Og så kaldte han også taxachaufførens forklaring for usammenhængende, utroværdig og uklar.

At der i sagen var mange uklarheder, var retsformanden helt enig i.

Efter godt en halv times votering kendte den enige domsmandsret ikke desto mindre kokken skyldig i et have slået taxachaufføren i hvert fald to gange i hovedet.

40 dages ubetinget fængsel, lød straffen, som kokken og hans forsvarer ikke kunne acceptere. De ankede til landsretten på stedet.