Taxachauffør fyret efter skandaløse videoer: Filmede børn med handicap og delte det på Snapchat


På skærmen toner en optagelse fra indersiden af en taxa frem. Solen skinner, der brager tyrkisk musik ud af højttalerne, og speedometeret viser 65 km/t.
Det er chaufføren, der filmer, og på tyrkisk henvender han sig flittigt til den lille dreng, der sidder uroligt og vrider sig i passagersædet.
Drengen er handicappet, har nedsatte verbale kompetencer og har kørt samme tur, med samme chauffør op til flere gange.
Men nu har de to formentlig kørt deres sidste tur sammen.
Delte sårbare børn på Snapchat
B.T. er kommet i besiddelse af en række videoer, hvor taxachaufføren Mehmet Koyuncu filmer unge, sårbare passagerer, mens han har dem med på farten.
Gennem sit eget firma 'MK Taxi' har han fast haft ansvaret for at køre børn med særlige udfordringer – som drengen i den omtalte video – for Dantaxi rundt i området omkring Horsens. Blandt andet at køre dem til og fra skole.
Optagelserne er alle mellem et halvt til et helt minut lange og er optaget af Mehmet Koyuncu, mens bilen er i fart, og alle indeholder de optagelser af et af to forskellige drenge med handicap, hvis identitet B.T. ikke er bekendt med.

Videoerne har han ifølge kilder, B.T. har talt med, delt med adskillige personer på det sociale medie Snapchat – og det har nu fået konsekvenser for Mehmet Koyuncu.
I en klage til både Dantaxi og Klagenævnet for Taxi, som B.T. har set, bliver der gjort opmærksom på videoerne, og hos førstnævnte tager man nu »meget skarp« afstand fra chaufføren og hans handlinger:
»En intern undersøgelse blev iværksat, efter vi blev gjort bekendt med sagen. Det står klart, at adfærden er uforenelig med arbejdet som chauffør i Dantaxi. Dermed kan chaufføren ikke udføre kørsel med passagerer for os fremover,« lyder det i et skriftligt svar til B.T.
'Var nødt til det'
Mehmet Koyuncu mener selv, at han angrer efter, hvad han selv beskriver som værende dumme fejltagelser.
Han insisterer dog på, at videoerne blot er filmet for at bevise overfor sin daværende kæreste, at han var på arbejde og hævder, at hun er den eneste, der har modtaget videoerne.
»Jeg ved godt, at jeg har begået en fejl. Man må ikke bruge sin telefon under kørsel, og man må slet ikke tage videoer af børnene. Men jeg var nødt til at bevise, at jeg var på arbejde, og jeg har kun sendt videoerne til hende,« siger Mehmet Koyuncu.
Du var vel ikke nødt til det? Der er jo mange andre måder at bevise sådan noget på, som hverken bryder loven eller sætter andres liv på spil.
»Hun insisterede på at få en video. Hun havde fået min lokation, men ville se, hvad jeg lavede.«
Men synes du, det undskylder, hvad der foregår på de videoer?
»Nej, nej. Jeg er virkelig ked af det. Jeg kan ikke sove om natten – jeg har ikke sovet i to-tre nætter på grund af det her. Jeg har lavet en fejl, men den kan man ikke rette op på nu,« lyder det fra den nu arbejdsløse taxachauffør.
Han oplyser desuden, at han, efter han har fået sparket fra Dantaxi, har besluttet sig for at lade sig pensionere som taxachauffør for altid.
Horsens Kommune oplyser til B.T., at man ikke har noget samarbejde med Dantaxi, og derfor ikke mener, man har noget at gøre med de opsigtsvækkende videoer eller Mehmet Koyuncu som chauffør.