En 26-årig taxachauffør skal finde sig et nyt job.
Ved byretten på Frederiksberg er han blevet fundet skyldig i at have voldtaget en yngre og stærkt beruset kvinde, som han lige havde kørt hjem til bopælen.
Voldtægten fandt sted lidt efter klokken 02 om natten 4. februar i år, hvor han havde kørt den kvindelige kunde hjem til Valby.
På grund af hendes beruselse fulgte han kunden, der er i begyndelsen af 20erne, helt op til og ind i hendes lejlighed.
Her klædte han hende ifølge tiltalen af og havde vaginalt samleje med hende, selv om hun ikke havde givet eller kunne give samtykke til det.
Omkring tre kvarter senere forlod han igen adressen. Og da kvinden kort efter indgav anmeldelse mod taxachaufføren, var det ikke svært for politiets efterforskere at finde frem til ham ud fra taxaselskabets registreringer.
Efterfølgende kunne en dna-undersøgelse bekræfte, at han havde haft samleje med hende.
Ved domsmandssagen i Retten på Frederiksberg nægtede han sig skyldig i voldtægt, men retten tøvede ikke med at idømme ham halvandet års ubetinget fængsel.
Samtidig blev han betinget udvist af Danmark, da han ikke er dansk statsborger.
Og endelig blev han frakendt retten til fortsat at køre taxa eller anden erhvervsmæssig personbefordring indtil videre.
Den 26-årige mand udbad sig 14 dages betænkningstid i forhold til eventuelt at anke byrettens dom til Østre Landsret.

