Aktivister er fjernet fra trætoppe efter protest mod motorvej, men politiet er fortsat til stede.

Politiet er fortsat til stede ved skov i Nordvestsjælland, efter at aktivister fredag besatte træer i demonstration mod en ny motorvej til Kalundborg.

- Vi er fortsat derude. Arbejdet pågår, men der har ikke været yderligere optrapning, siger vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Lasse Jensen.

Med kraner og specialuddannede betjente fik politiet fjernet aktivisterne, der tilhører gruppen Skovmagt.

I løbet af dagen blev 12 personer anholdt.

Otte af dem opholdt sig i området på forhånd. Nogle af dem blev anholdt højt oppe i træerne, hvor de opholdt sig i hytter.

De fire andre blev anholdt, da de forsøgte at trænge ind i området i løbet af dagen.

Ved at slå lejr i træerne har gruppen ønsket at protestere imod en kommende motorvej til Kalundborg.

I forbindelse med politiindsatsen blev Rute 23 Skovvejen spærret, og det er den fortsat, oplyser politiet.

Den forventes genåbnet søndag formiddag, skriver Vejdirektoratet på sin hjemmeside.

Trafikken ledes fra vestgående ved Knabstrup Møllevej og østgående ved Holbækvej.

/ritzau/