Det ser ud til, at en svensk indbrudstyv har været på spil det centrale Roskilde i weekenden.

Søndag brød indbrudstyven ind i en villa ved halvfemtiden.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Manden, der bor i villaen, kom hjem og så, at hoveddøren stod åben. Da han gik ind i huset, så han pludselig en fremmed mand i færd med at tømme et værelse.

Da tyven så beboeren, flygtede han ud på toilettet.

»Det fik den ubudne gæst til at løbe ud på badeværelset, hvor han skyndsomt skyllede noget ud i toilettet. Der var formentligt tale om smykker, som han havde stjålet i huset, som han på den måde skilte sig af med,« skriver politiet.

Den mandlige beboer fik fat i indbrudstyven – en 48-årig svensk statsborger, og fik ham overmandet.

Samtidig med den civileanholdelelse fik beboeren ringet 112 og politiet kom til stedet.

Politiet skriver videre, at svenskeren blev taget med til afhøring og sigtet for indbruddet. 

Men der var ikke grundlag for at fremstille ham i et grundlovsforhør, og han blev løsladt igen. Ifølge politiet kan manden se frem til at få sin sag behandlet senere og formentlig ved hjælp af de svenske myndigheder.

Lyt med når B.T.s kriminalredaktion hver uge går helt tæt på aktuelle emner, den kriminelle underverden og store efterforskninger.