47 små klumper. Hver på tre gram. I alt 141 gram hash.

Det er, hvad en 32-årig mand fortæller at have slugt forud for sin rejse til Grønland. Planen var at tage hashen med hjem til eget forbrug.

Men så langt nåede han aldrig.

I lufthavnen stod politiet nemlig klar med Toldvæsnet, der havde fået et tip om manden. Og nu har han en narkosigtelse hængende over hovedet.

Tirsdag – samme dag, som han var blevet snuppet i lufthavnen – blev han fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten ved Københavns Byret.

Det skete in absentia – altså uden hans tilstedeværelse – da han i skrivende stund opholder sig under bevogtning på Hvidovre Hospital.

Her har man foretaget en scanning af den sigtedes krop, og i maveregionen har man fået øje på flere småkugler, lød det under grundlovsforhøret fra anklagemyndigheden.

Den sigtede har desuden fået afføringsmiddel, og man venter dermed på, at hashklumperne atter forlader hans krop.

Selv har den 32-årige erkendt at have slugt de mange kugler.

Dommeren har besluttede at opretholde anholdelsen i tre gange 24 timer, hvorefter han vil blive løsladt, såfremt anklagemyndigheden ikke begærer varetægtsfængsling.