Torsdagens blæsevejr er gået ud over en ejendom på Mads Holms Vej i Helsingør. Et tag er blæst af.

Et tag er blæst af en treetagers ejendom i Helsingør, oplyser Nordsjællands Politi. Ingen er kommet til skade.

Ejendommen ligger på Mads Holms Vej, og redningsberedskabet arbejder på stedet. Det betyder, at trafikken er omdirigeret.

»Det er en del at et tagpaptag, der er blæst ned. Der er rekvireret en kran til stedet for at foretage en kontrolleret nedrivning,« fortæller politiets vagtchef, Søren Bjørnestad.

Vagtchefen fortæller, at der fortsat er dele af taget, som er i fare for at blæse ned. Og for at undgå, at det skal forrette skade på ting og personer, bliver det fjernet.

Ejendommen er blevet evakueret.

Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, har torsdag udsendt varsel om storm med vindstød af orkanstyrke flere steder i landet.

Det har blandt andet ført til lukning af Øresundsbroen, og Vejdirektoratet har frarådet kørsel med vindfølsomme køretøjer flere steder i landet, blandt andet Vejlefjordbroen og Svendborgsundbroen.

/ritzau/