En 35-årig mand sendte i foråret blufærdighedskrænkende videoer af sin samlever til dennes mor, bror og to bekendte.

Dette samt forhold om blandt andet vold har netop skaffet ham seks måneder bag tremmer.

Det oplyser anklager ved Københavns Vestegns Politi, Niclas Trolle Klötz, der har haft sagen.

I retten erkendte manden fra Taastrup, at han havde sendt de krænkende videoer, der havde seksuel karakter, til kvindens omgangskreds.

Han nægtede dog at have udsat kvinden for vold, men dette fandt retten altså bevist.

Den omtalte voldsepisode fandt sted 28. marts i Taastrup og var ikke den første af sin slags.

I november sidste år blev manden ligeledes dømt for at have udsat samleveren for vold. Denne straf har han dog udstået.

Foruden førnævnte forhold var manden også tiltalt for trusler mod samleveren og dennes mor samt fornærmende tiltale mod en af politiets efterforskere.

Forhold, han nægtede sig skyldig i. Disse forhold faldt retten dog også bevist.

Til B.T. oplyser anklager Niclas Trolle Klötz, at han er tilfreds med dommens udfald.

Det er endnu uvist, om den dømte vælger at anke.

Han har sammen med sin forsvarer udbedt sig betænkningstid.