»Jeg kan ikke forstå, hvorfor han vil leve sit liv på den måde, og med den her sag har han nok meldt sig helt ud.«
Ordene kommer fra en mand, der har et godt kendskab til den 26-årige mistænkte i sagen om tre pensionisters dødsfald. De var tætte, fortæller han, og de har kendt hinanden i mange år.
Så mange, at manden, som vi kalder 'T', også var vidende om den 26-årige mistænkte seriemorders fortid. En fortid med adskillige års fængsel for blandt andet drabsforsøg.
Men ser man bort fra den fortid, så er det svært for T at sige noget dårligt om den mistænkte.
»Jeg kan ikke sige noget ondt om ham, og jeg kunne godt lide ham, og han var jo stort set altid sød over for mig. Man vender ikke ryggen til folk. Det kan overgå alle mennesker at lave noget forkert, og så får de deres straf,« fortæller T, da B.T. møder ham på en adresse på Sjælland.
»Men det er ikke det samme som, at det hele er glemt, men tilgivelse er en væsentlig ting i kristendommen, og så undgår man krig.«
Og netop ordet tilgivelse vejer tungt, når T fortæller om den 26-årige mand, der er dansk statsborger, men stammer fra Østafrika.
For kun få uger før, at de tre pensionister blev fundet døde i et boligkompleks på Vangehusvej på Østerbro, var T nemlig selv et offer for den mordsigtede.

Her fik han nemlig stjålet et større pengebeløb af den nu mordsigtede 26-årige, som han angiveligt skaffede sig adgang til ved at aflæse T's kreditkort og efterfølgende lænse det ved at købe forskellige ting over nettet.
En sag, som T efterfølgende meldte til politiet.
»Men jeg bærer ikke nag. Det kan jeg ikke bruge tid på,« lyder det fra T, der trods alt medgiver, at der formentlig har været en risiko for, at han kunne være blevet det første offer i den serie af mord, som den 26-årige ifølge politiet har stået bag.
Først en 83-årig kvinde torsdag 7. februar. Dernæst en 80-årig mand lørdag 2. marts. Og til sidst en 81-årig kvinde torsdag 7. marts.
Den sigtede nægter sig skyldig i alle tre drab.
Afvigende personlighed
Skulle den 26-årige mand ende med at blive kendt skyldig i drab på de tre pensionister, vil det således ikke være første gang, at retten vurderer, at han har overtrådt loven.
På sit kriminelle cv har den 26-årige mand allerede en dom for voldtægt, drabsforsøg og forsøg på voldtægt mod to forskellige kvinder.
Den ene af kvinderne var mindreårig på gerningstidspunktet. Den anden, som den 26-årige samtidig forsøgte at kvæle, så hun mistede bevidstheden, var næsten dobbelt så gammel som ham på gerningstidspunktet.

Af retsbogen i den sag, som B.T. har fået indsigt i, fremgår det, at en speciallæge i psykiatri blandt andet konkluderer, at den mordsigtede allerede dengang var præget af en begyndende personlighedsforstyrrelse.
Det betød ifølge mentalundersøgelsen eksempelvis, at han havde 'vanskeligt ved at aflæse og forstå andres udtryk, hensigter og adfærd'.
Og den vurdering, der tilnærmelsesvis lægger sig op ad T's syn på den 26-årige.
»Jeg tror ikke, at han har en barriere, så man kan godt være i tvivl om, hvad han kan finde på. Han lever af og til uden for tid og sted,« forklarer T, der igen understreger, at han har svært ved at sige noget dårligt om den mordsigtede.
»Men jeg ville alligevel tro, at hvis man har siddet i fængsel, så vil man gøre alt for ikke at komme ind og sidde igen. Men sådan har han åbenbart ikke ræsonneret,« forklarer T om mordsigtede, der altså nægter sig skyldig i sagen.
Kendt ansigt i musikindustrien
B.T. kunne torsdag afsløre, at den 26-årige mand er et velkendt ansigt i den danske musikindustri, hvor han de seneste år har ageret producer for en række forskellige kunstnere.
Den ene af de kunstnere forklarede blandt andet til B.T., at den mistænkte finansierede 20.000-30.000 kroner til at optage en musikvideo i udlandet.
Og netop musikken er noget, der betyder meget for den 26-årige mand, forklarer T. Han dyrkede det meget og havde et håb om at blive noget stort inden for musikken.
»Han var meget entusiastisk, når det kom til musik, og han er jo en kvik fyr, så når han først satte sig for noget, så gik han også efter det. Det er mit indtryk, at han også var god til det.«
T er dog overbevist om, at han i dag har set det sidste til den 26-årige mand, hvis han kendes skyldig for de tre drab.
Den 26-årige mand er beskyttet af navneforbud. Derfor er B.T. afholdt fra at komme nærmere ind på hans identitet.
T har ønsket at være anonym af hensyn til sine nære relationer. Det ønske har B.T. valgt at efterkomme. B.T. er bekendt med kildens rigtige identitet.