Det var tilsyneladende en uoverensstemmelse med en kunde, der sent onsdag aften resulterede i, at en Netto-ansat blev overfaldet på åben gade.

Tæt på lukketid havde kunden – en 22-årig kvinde – været uenig med én eller flere ansatte og havde efterfølgende forladt Netto-butikken i Snekkersten.

Men da de ansatte var ved at forlade supermarkedet, lagde én af dem mærke til, at kvinden sad og ventede i sin bil på parkeringspladsen.

Derfor tilbød den pågældende Netto-medarbejder at følge sin anden kollega – en 18-årig mand – hjem.

Det fortæller Nordsjællands Politis pressevagt til B.T.

Ved du noget om sagen? Så vil B.T. gerne tale med dig. Send en mail på sebj@bt.dk.

Da de to gik mod den 18-åriges hjem, lagde de godt mærke til, at kvinden fulgte efter dem, og pludselig kørte en bil op på siden af dem.

Den holdt ind, hvorefter to maskerede personer hoppede ud og gik løs på den 18-årige Netto-medarbejder.

Efter at have tildelt ham både slag og spark stak de af igen.

Den 18-åriges kollega kontaktede politiet og beskrev kvindens bil, og den fik en patrulje så senere på aftenen øje på.

I den forbindelse blev den 22-årige kvinde anholdt og vil ifølge politiet blive fremstillet i et grundlovsforhør torsdag, da hun mistænkes for at have haft en finger med i overfaldet.

De to maskerede mænd er endnu ikke fundet.

Den 18-årige Netto-medarbejder kom til kontrol på skadestuen, men politiet har ikke flere detaljer om hans tilstand.

»Vi vil meget gerne høre fra folk, hvis de har set eller hørt noget om overfaldet. Så skal de ringe på telefonnummer 114,« lyder det fra Nordsjællands Politis pressevagt.