Et særdeles groft overfald med knive og baseballbat i Byskov Allé i Slagelse sidste år i juni beroede på ærekrænkelser. Det skriver Sjællandske.

Det mener anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som rejser tiltale imod syv personer, herunder manden, der angiveligt følte sig krænket, da hans 26-årige forlovede sidste år fortalte ham, at forholdet var slut.

Hans sag behandles imidlertid særskilt, hvorfor det er seks personer, der den 1. april stilles til ansvar for et decideret hævntogt imod kvinden og hendes familie. Det sker ved Retten i Næstved, skriver Sjællandske.

De er blandt andet tiltalt for at have afleveret en patron i kvindens hånd i maj sidste år. Som en hilsen til hendes far, hvilket ifølge politiet ej var til at misforstå.

Det groveste forhold finder sted fredag den 1. juni på Byskov Allé på familiens bopæl, hvor fire tiltalte plus seks endnu uidentificerede, maskerede mænd i to biler møder op med rå vold som formål.

Ifølge anklagerfuldmægtig Mads Skovby Hansen betragtes det, hvad der kunne ligne drabsforsøg, som grov vold efter straffelovens paragraf 245.

Tæskeholdet går mildest talt amok på flere familiemedlemmer, herunder kvindens far og bror, hvoraf førstnævnte tildeles syv knivstik i venstre overarm med en punkteret lunge til følge.

De andre jagtes ifølge anklageskriftet rundt i området og overfaldes med knibtænger, knive og koben, ligesom en enkelt forurettet bliver tæsket med et baseballbat og sparket i hovedet og på kroppen, mens han ligger på jorden.

»Det har været voldsomt og groft, og de har gjort det i forening og efter forudgående aftale, er vores påstand,« lyder det endvidere fra Mads Skovby Hansen.