Hygge blev til uhygge for en mandlig beboer på Østerbro, der natten til søndag måtte reddes ud af sin lejlighed.

Omkring klokken 02 havde Københavns Politi modtaget en anmeldelse om flammer i lejligheden, og da man rykkede ud, kunne man konstatere, at lejlighedens beboer fortsat var derinde.

Hovedstadens Beredskab sendte da ifølge Lorry røgdykkere ind for at finde manden. Hvilket de havde held med.

Manden blev reddet ud og dernæst undersøgt for røgforgiftning.

Samtidig fik brandvæsnet slukket branden, som kan komme til at ramme den mandlige beboer på pengepungen.

Han er nemlig blevet sigtet for at have handlet skødesløst og selv været skyld i branden, oplyser vagtchef ved Københavns Politi Henrik Svejstrup til Lorry

»Han havde en masse stearinlys tændt, som menes at have forårsaget branden, og vi har derfor sigtet ham efter beredskabsloven.«

I beredskabslovens paragraf 71 lyder det, at den, der handler uforsigtigt med ild, kan straffes med en bøde på mellem 1.500 og 3.000 kroner. Størrelsen afhænger af skadens omfang.