Retssikkerhed i Danmark kan blive forringet af eksempelvis lange ventetider hos domstolene ifølge tænketank.

Det er sager som FE-sagen og kritik fra Minkkommissionen, der typisk trak overskrifter sidste år. Men også helt almindelige danskeres retssikkerhed blev forringet i 2022.

Der mangler fokus på området ifølge vicedirektør i den uafhængige juridiske tænketank Justitia, Birgitte Arent Eiriksson.

»Mange af de her forringelser er jo i meget mindre skala, som ikke tiltrækker lige så meget opmærksomhed. Vi ser for eksempel, at ventetiderne ved domstolene bliver længere,« siger hun.

»Det er selvfølgelig et problem, hvis man er tiltalt i en straffesag. Men det er også et problem for helt almindelige mennesker, som har en konflikt og gerne vil til domstolene for at få den afklaret,« tilføjer Birgitte Arent Eiriksson.

Justitia har netop udgivet sin årlige statusrapport over retssikkerheden i Danmark.

Selv om Danmark rangerer højt på internationale lister over retssikkerhed, mener Justitia ikke, at der er nok fokus på borgernes retssikkerhed i hverdagen.

Det gælder domstolene, men eksempelvis også når det kommer til digitalisering.

»Vores offentlige sektor bliver mere og mere digital, og udviklingen går hurtigere og hurtigere. Og man får ikke rigtigt tænkt borgernes retssikkerhed ind i de systemer, der bliver lavet,« siger Birgitte Arent Eiriksson.

Hun peger på, at man kan opleve eksempelvis at få halveret en offentlig ydelse for en måned, hvis man ikke bruger et digitalt system helt rigtigt.

Birgitte Arent Eiriksson mener, at der er to grupper af borgere, når det kommer til digitalisering. Den ene har i forvejen svært ved digitale løsninger.

Den anden gruppe kan egentlig godt bruge digitale løsninger. Lige indtil de løber ind i et system, som ikke fungerer, eller som de har svært ved.

»Digitaliseringssystemet kan pludselig blive en barriere. Det kan ske for hvem som helst, vil jeg sige,« siger hun.

Hun mener, at det er typisk for eksemplerne, at man gerne vil effektivisere noget eller gøre det billigere. Men man glemmer, hvad det betyder for borgernes retssikkerhed.

/ritzau/