I en opgang i Gladsaxe bor en 32-årig drabsmand. Han har nu to drab på samvittigheden. 

For ti år efter, at han slog sin mor ihjel, dræbte han søndag sin toårige halvbror, da han kastede ham ud fra syvende sal. Den 32-årige erkendte sig skyldig i drabet under et grundlovsforhør mandag.

B.T. er taget ud til den 32-åriges adresse, hvor vi møder en ældre, pensioneret kvinde, der bor i opgangen. 

»Jeg er fuldstændig rystet. Det må jeg sige. Jeg havde slet ikke set den komme,« siger hun med vævende stemme. 

Hun holder hænderne op mod halsen, mens tårerne pibler frem i øjenkrogen.

Kvinden ønsker ikke at stå frem med navn, men B.T. kender hendes identitet.

»Gladsaxe er jo en lille by, hvor rygter går stærkt. Jeg har hørt rygter om, at han skulle have slået sin mor ihjel. At det her så sker er frygteligt, og gør mig virkelig utryg.«

Hun har ofte mødt gerningsmanden i opgangen.

»Han hilser ikke på folk. Han ser ikke på folk. Jeg har bare tænkt, at han var sær,« siger hun om den 32-årige. 

B.T. har talt med flere beboere fra opgangen, men de ønsker ikke at stå frem. 

Flere kilder i lokalområdet i Gladsaxe og med tæt kendskab til familien oplyser til B.T., at den dræbte dreng var en halvbror til den 32-årige mand, som også tidligere har slået et andet nærtstående familiemedlem – nemlig sin mor – ihjel samme sted.

Det skete i 2014, hvor han en eftermiddag dræbte den 42-årige kvinde med knivstik.

Det fik kort efter Københavns Vestegns Politi til offentligt at efterlyse den dengang 20-årig mand, der er dansk statsborger af somalisk afstamning, med foto og navn. Siden har han skiftet fornavn.

Efterlysningen bar hurtigt frugt i form af en anholdelse af den efterlyste dagen efter i Aarhus. Da han blev anholdt, var han stadig i besiddelse af den kniv, som han havde brugt til at stikke sin mor ihjel med.

Efterfølgende blev han på grund af sin psykiske sygdom ikke straffet med fængsel, men fik i stedet en psykiatrisk anbringelsesdom på ubestemt tid.

I retten i Glostrup mandag blev han dømt varetægtsfængsling i fire uger.