Hele syv unge drenge mellem 14-16 år er nu blevet sigtet i en opsigtsvækkende sag.

De er mistænkt for at have stået bag to overfald - som blev filmet og delt på sociale medier.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse tirsdag.

I den forbindelse kommer politiet også med en advarsel:

»Det her er en fremgangsmåde, som vi desværre har set tidligere,« siger politikommissær René Olstad fra Fyns Politi:

»Der skal lyde en klar opfordring til de unge, at man skal afholde sig fra at mødes i større grupper for at begå vold mod andre samt at videofilme det, da det er en skærpende omstændighed og er dybt krænkende for den eller de forurettede.«

De to voldsepisoder, som sagen drejer sig om, fandt sted om aftenen 17. september.

Der blev to mænd - på henholdsvis 19 og 59 år - overfaldet i Odense. Den ene ved Ådalen, fodboldklubben OBs anlæg, den anden uden for Hunderupskolen.

»Begge mænd blev tildelt flere slag og spark og pådrog sig omfattende skader i forbindelse med overfaldene,« oplyser Fyns Politi i pressemeddelelsen.

Mandag gennemførte politiet derfor en aktion, som har ført til, at de syv unge drenge nu er sigtet i sagen.

»Efterforskningen er startet på baggrund af to grove voldssager, hvor først en 19-årig mand og derefter en 59-årig mand, som vi mistænker, begge blev lokket i et baghold og derefter overfaldet, mens man videofilmede det,« lyder det fra René Olstad.

De syv drenge er alle blevet afhørt og er efterfølgende løsladt igen.

Fyns Politi kan ikke give ydereligere oplysninger om sagen for nuværende, lyder det.