Syv drenge og unge mænd på mellem 16 og 20 år er mandag blevet idømt mellem seks og ti måneders fængsel for grov vold.

De unge er dømt for den 4. august i år omkring klokken 5.30 om morgenen at have overfaldet to mænd på Taastrup Station vest for København.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

En af de unge gerningsmænd kom i verbal konflikt med de forurettede og hidkaldte derefter de andre seks på telefonen. De ankom kort efter. Flere af dem var maskerede.

De syv drenge og mænd overfaldt herefter de to mænd. Først på perronen, men efterhånden pressede de mændene ned på togskinnerne, hvor de tildelte dem flere slag og spark, ligesom de trampede dem i hovedet.

Efter omkring tre minutter råbte en eller anden, at der kommer et tog, hvorfor de dømte skyndte sig op på perronen.

Ofrene efterlod de på skinnerne. Det lykkedes dog mændene at komme op ved egen hjælp.

Foruden den grove vold var de syv drenge og unge mænd tiltalt for at have bragt de to mænds liv og førlighed i fare ved at efterlade dem på banelegemet, men det blev de dog frifundet for.

Det skyldes, at der ikke var en konkret fare. Det tog, der ankom til stationen, ankom i modsatte spor. Først 12 minutter senere kom der tog i det spor, hvor ofrene lå.

En af dem fortalte under mandagens retsmøde i Retten i Glostrup, at han har fået varige men af overfaldet. Han mistede bevidstheden under overfaldet.

De syv drenge og mænd erkendte i retten hver sin del af overfaldet, men nægtede, at det skulle være sket i forening, ligesom de benægtede, at der var tale om grov vold.

En af de unge mænd blev dømt for at true et vinde i sagen.

En af de dømte blev udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år, mens to af dem blev idømt en advarslel om udvisning. To af de dømte er tidligere dømt for vold.

To af dem ankede på stedet, mens tre udbad sig betænkningstid. To af dem modtog dommen.

En ottende mand blev frifundet i sagen, der er i den grove ende, fordi ofrene blev trampet i hovedet.

»Der er tale om et meget groft og umotiveret gruppeoverfald, hvor gerningsmændene udviste uhørt hensynsløshed. Dommene følger praksis for voldsstraffe set i lyset af gerningsmændenes unge alder,« siger senioranklager Cecilie Swartz Bak.