Selvom børn skal beskyttes og er uskyldige, er det syvende gang på bare ét år, at et barn bliver dræbt af en forælder.

Forældre vil normalt beskytte deres børn for enhver pris. Men herhjemme er hele syv børn blevet dræbt af deres forældre det seneste år.

Senest er en otte-årig pige torsdag fundet død i Odense. Hun blev kvalt af sin far, som herefter forsøgte selvmord. Det lykkedes ham ikke at tage livet af sig selv, og han er nu varetægtsfængslet. Faderen ringede selv til moderen og fortalte om sin ugerning. Årsagen til drabet er endnu uvist, men en nylig separation mellem forældrene og det faktum, at pigen torsdag skulle afleveres til sin mor, kan være årsagen.

28. juli 2016
For blot en uge siden blev en treårig dreng fundet kvalt i Svendborg. Hans mor, der er fra Eritrea, tilstod under afhøringen, at hun havde kvalt barnet i hjemmet.

15. juni 2016
Tidligere på sommeren blev en ni-årig pige fundet død i sit hjem i Bindslev i Vendsyssel, hvorefter pigens mor blev sigtet for drabet. Pigen var i live, da redningsfolk ankom til hjemmet, men hendes liv stod ikke til at redde. Pigens lillebror lå og sov, og faren var ude og gå tur med hunden, da moderen dræbte pigen. Det kom senere frem, at moderen havde haft dystre tanker og kort inden var blevet udskrevet fra psykiatrisk afdeling.

11. juni 2016
Blot fire dage tidligere blev en dreng på kun halvandet år fundet død i sin fars lejlighed i Albertslund. Efter faderen havde haft et skænderi med moderen, hørte hun om en mand, der var påkørt af et tog. Efter sigende fik hun en dårlig fornemmelse og tog hjem til manden for at finde ham. Men der fandt hun sin døde søn.

13. januar 2016
En 38-årig kvinde valgte at springe i døden fra toppen af Rigshospitalet. I armene havde hun sin kun fire måneder gamle søn. Politiet kaldte det en tragisk familiehændelse, og de udelukkede, at der var tale om en forbrydelse.

10. december 2015
Kort før juletid sidste år kvalte en mor sin fire-årige søn med en pude. Moderen ønskede at tage sit eget liv efterfølgende, og i retten kom det frem, at kvinden havde skrevet en sms til sin søster med ordene: »Jeg har gjort det utilgivelige«. Hun blev anholdt, inden hun forsøgte selvmord.

15. oktober 2015
Et andet dødeligt spring fandt sted 15. oktober sidste år. En 36-årig kvinde sprang med sin knap to-årige datter i favnen ud fra en lejlighed på tredje sal i Høje-Taastrup. Hverken mor eller datter overlevede springet, selvom der umiddelbart efter blev ydet førstehjælp.