En 43-årig mand fra Kolding er idømt syv års fængsel for sin rolle i et østjysk narkotika-netværk.

Ved byretten i Kolding fandt det bevist, at den 43-årige mand både havde besiddet og solgt narkotika.

Retten fandt, at den dømte i perioden fra februar 2025 og frem til sin anholdelse i juni 2025 i forening med en tidligere dømt medgerningsmand havde været i besiddelse af godt 3,4 kg kokain , 1,95 kg MDMA og knap 1,7 kg hash med henblik på videresalg.

Stofferne blev opbevaret i kælderrum under medgerningsmandens bopæl.

Den dømte har siddet varetægtsfængslet siden juni, hvor NSK - politiets Nationale enhed for Særlig Kriminalitet - anholdt ham sammen med fire andre personer.

To af de anholdte blev idømt en straksdom ved det efterfølgende grundlovsforhør, én har tilstået sin rolle og én er fortsat varetægtsfængslet i sagen.

Den 43-årige mand, der er statsløs palæstinenser, blev i forbindelse med dommen samtidig udvist af Danmark for bestandigt.

Specialanklager hos NSK Jeanni Andreeva siger i forbindelse med byrettens afgørelse:

»Den dømte har været en del af et østjysk netværk, der har handlet med hård narkotika. Dommen hviler på en solid efterforskning, der har betydet, at flere personer i netværket nu er idømt langvarige fængselsstraffe.«