Tiltalt i sag om støtte til Islamisk Stat har jævnligt holdt foredrag for unge i moskéer, fortæller han.

Farvebilleder fra en festlig dag vises fredag på skærme i Københavns Byret. Det sker i en sag, hvor tre mænd er tiltalt for at have sendt droner, kameraer og andet udstyr til Islamisk Stat.

Fotografierne er fra det bryllup, som en af de tiltalte holdt i 2012. Mænd og kvinder spiste hver for sig. På billederne udpeges en række mænd med skæg af anklageren.

Det viser sig, at tre af gæsterne senere er blevet dømt for at rejse til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat.

- Ja, han var en ven, siger den tiltalte FM om en af de senere terrordømte.

Blandt deltagerne i brylluppet, et såkaldt walima, var også manden, der kaldes Boghandleren fra Brønshøj. Said Mansour blev i år sendt til Marokko efter domme for opfordring til terrorisme.

Om denne gæst bemærker FM, at han ikke personligt havde inviteret dem alle.

Under afhøringen vil senioranklager Sidsel Klixbüll også have svar på, hvorfor FM skrev en hyldesttekst, efter at en bekendt var faldet i kamp i Syrien i 2013 sammen med Slimane Abdewahmane - kendt som den danske Guantanamo-fange.

"En vens sorg og glæde" drejer sig om unge løver, som gik forrest i kampen på slagmarken, og hvis højeste drøm var at blive udpeget af deres herre som martyr.

- Det betyder, at man bliver dræbt, når man forsvarer sig selv og de andre muslimer i Syrien, forklarer han om begrebet martyr.

FM tager i bestemte vendinger afstand fra Islamisk Stats grusomheder. Han rykker lidt rundt på stolen, da han udspørges om gruppen "Kaldet til Islam", som har udtalt sig imod demokratiske valg og er berygtet for ekstremistiske holdninger.

Han afviser at have været med i "Kaldet til Islam". Til gengæld har han hjulpet gruppen med formuleringer og andet praktisk.

Jævnligt har FM, der er uddannet eksportingeniør, været rundt i moskéer for at holde foredrag, beretter han.

- Det var meget generelt om, at man skal opføre sig ordentligt og ikke gå ind i bander, forklarer han.

At han havde Al-Qaedas magasin Inspire på et usb-stik, forklares med en stor interesse for teologiske diskussioner.

- Jeg har kendt en del unge i København, og de spørger også ind til disse emner og ser en masse Youtube-videoer. Man bliver spurgt af de unge. Jeg læste med det formål at finde frem til, hvad der er rigtigt og forkert, forklarer han.

På en harddisk har politiet fundet pas, nem-id og andet tilhørende en mand, der er efterlyst som syrienkriger.

I den forbindelse nævner senioranklageren, at det er et kendt mønster, at syrienkrigeres identitet er blevet misbrugt, efter at de er rejst ud af Danmark.

FM nægter sig skyldig i tiltalen. Sagen begyndte i mandags. Efter en række retsmøder ventes dom i november.

/ritzau/