Borgere i Frøslev på Mors blev fredag formiddag bedt om at holde sig indendøre.

Det skyldtes et udslip af eddikesyre fra flere tanke på Elsøvej 219.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

'Borgere i byen skal holde sig indendøre, lukke døre og vinduer, slukke evt. ventilationsanlæg,' lød meldingen.

Samtidig blev det understreget, at de lugtgener der måtte være i forbindelse med syreudslippet ikke var farligt.

'Men det strækker sig muligvis helt til Nykøbing,' oplyser de.

Politiet skriver omkring 10.30, at de nu afslutter deres indsats, og det betyder, at man igen kan færdes i området.

'Der er tale om et begrænset forureningsområde på en industrigrund ifm. aflæsning af eddikesyretanke fra en lastbil.'

Ingen er kommet til skade, men lugtgenerne i området kan forventes at fortsætte lidt endnu.

'Hvis man oplever ubehag, skal man kontakte egen læge,' lyder opfordringen.

B.T. følger sagen.