Sylvesters arbejde blev evakueret efter mystisk episode: Alle fik det dårligt
Sylvester Henriksens arbejdsplads blev evakueret, efter alle pludselig begyndte at få det dårligt.

Sylvester Henriksens arbejdsplads blev evakueret, efter alle pludselig begyndte at få det dårligt.

Torsdag var en helt normal arbejdsdag for 25-årige Sylvester Henriksen, der er chef i lille virksomhed i Store Kongensgade i København.
Men tidligt på eftermiddagen kunne han pludselig høre, at hans medarbejdere i den modsatte ende af lokalet begyndte at klø sig i øjnene, nyse og hoste.
»Vi er alle sammen unge mennesker på arbejde, og jeg tror egentlig først, at de prøver at finde på en undskyldning for at komme ud og drikke nogle øl,« siger han til B.T.
Kort efter ramte de præcist samme symptomer også Sylvester Henriksen.
Han valgte derfor at overgive sig, og de forlod alle bygningen for at gå en tur.
»Jeg begyndte med det samme at søge lidt information på nettet, og det går hurtigt op for mig, at jeg bør ringe 112.«

Sylvester Henriksen ringede til myndighederne klokken 13.58, og brandvæsnet og politiet dukkede hurtigt op, hvor fem-seks brandmænd ifølge Sylvester Henriksen gik ind med masker for at evakuere resten af bygningen og udføre nogle tests.
Samtidig blev alle udenfor udspurgt af politiet og testet af ambulancefolk.
Men et par timer senere er der fortsat ikke fundet nogen årsag.
Fredag morgen skal Sylvester Henriksen og hans medarbejdere derfor møde op på arbejde igen i de samme lokaler, som om intet var hændt.
»Man kan synes, at det er en smule underligt, når vi bliver ramt af de samme symptomer inden for 30 sekunder, men samtidig må man stole på, at myndighederne har deres ting i orden,« siger han og uddyber:
»Jeg har mine medarbejderes helbred som førsteprioriteret, og vi ringer til myndighederne igen, hvis der sker det mindste.«
Samtlige politi- og brandbiler forlod Store Kongensgade omkring klokken 15.45.