Den sygeplejerske, som Nicki Bille er tiltalt for at have truet, brød torsdag eftermiddag sammen i gråd, da hun vidnede i Københavns Byret.

»Det var en meget ubehagelig situation pludselig at stå i. Jeg følte mig meget truet. Enten ville han slå mig ihjel eller komme og banke mig sønder og sammen derhjemme,« nåede den unge kvinde at forklare fra vidneskranken, inden tårerne pressede sig så meget på, og tårerne piblede frem, så anklageren måtte tilbyde hende en pause og en tår vand.

Forinden forklarede sygeplejersken, at hun den pågældende dag havde givet Nicki Bille noget smertestillende, men at den 31-årige fodboldspiller fortsat blev ved med at sige, at han havde ondt, og at han bare ville sove.

Det var imidlertid ikke en god idé, mente hun, fordi han så skulle vækkes en halv time senere for at gøres klar til en operation.

»Jeg hørte ham sige møgkælling, men lod tvivlen komme ham til gode. Jeg åbner døren igen for at høre, hvad han sagde – jeg åbner døren, mens han tager fat i den og hiver i den, han bliver ved med at sige, at han har ondt,« lød det videre fra sygeplejersken.

»Jeg siger, at det kan jeg godt forstå, når han ikke har taget sine piller dagen før, det skulle jeg tydeligvis ikke have sagt, for så bliver han rigtig gal.«

Ifølge sygeplejersken fulgte Nicki Bille efter hende ud på gangen, hvor han stod så tæt på hende, at hun fik hans spyt i hovedet, da han råbte ad hende, ligesom han ifølge sygeplejersken flere gange løftede sin arm, så det lignede, at han vil slå hende.

»Det virkede ikke, som om jeg kunne nå ind til ham på nogen som helst måde. Jeg ved ikke, om han har været i byen og er blevet påvirket af et eller andet. Jeg syntes, at det var så grænseoverskridende, at han truede mig på mit privatliv. Det første, jeg gjorde, efter at have ringet til bagvagten, var at gå ind på min Facebook-profil og slette nogle oplysninger,« tilføjede sygeplejersken med gråd i stemmen.

Nicki Bille har tidligere torsdag nægtet, at han på nogen måde skulle have truet sygeplejersken. Han erkendte dog, at han ikke talte særlig pænt til hende.

»Jeg var blevet skudt i armen og havde været på hospitalet fire dage i træk. Da hun skældte mig ud for at komme for sent tilbage til afdelingen sent om natten, endte vi i et skænderi. Jeg kan godt sige, at jeg sagde: 'Slap dog af, din so!' til hende,« erkendte Nicki Bille i vidneskranken i Københavns Byret, men efterlyste samtidig mere forståelse fra sygeplejersken.

»Jeg sagde, at hun burde have lidt mere forståelse, mens jeg viftede med hænderne. Det er åbenbart det, som hun siger er trusler om 10-20 knytnæveslag. Jeg kom helt tæt på, og det kan godt være, at hun fik et chok. Det var nok derfor, at hun skubbede ud efter mig,« tilføjede Nicki Bille, der hævder, at det retteligt var sygeplejersken, der slog ham.

»Hun slog mig og ramte mig her,« forklarede han og pegede på sin skulder.

Han tilføjede, at han som følge af sine skudsår i højre arm aldrig kommer til at kunne knytte hånden igen eller strække armen ud.

»Selvfølgelige har jeg ikke sagt, at jeg ville komme og nakke hende. Jeg kunne aldrig finde på at slå en kvinde,« forsikrede Nicki Bille foran domsmandsretten.

Der er afsat to dage til sagen mod Nicki Bille.

Der falder dom fredag.