Fredag blev en 31-årig sygeplejerske tiltalt for tre patientdrab og et drabsforsøg.

Den nu 31-årige sygeplejerske har fra anholdelsen 1. marts 2015 kl. 15.34 været sigtet for at have slået tre patienter ihjel og forsøgt at dræbe yderligere en patient på sin nattevagt på Akutafdelingen på Nykøbing Falster Sygehus fra kl. 19.00 lørdag 28. februar til kl. 07.00 søndag 1. marts i år.

Ved et retsmøde 11. august i år blev hun desuden sigtet for drab i forhold til en død patient på en anden afdeling - M 130 - på Nykøbing Falster Sygehus 4. marts 2012. Allerede kort efter dette mistænkelige dødsfald blev hun afhørt af politiet om det.

Hun har altså under sin varetægtsfængsling været sigtet for sammenlagt fire drab og et drabsforsøg. Fredag blev det dog offentliggjort, at kvinden er blevet tiltalt for tre drab og et drabsforsøg.

»Der er et tilfælde, hvor der ikke er fundet ikke-ordineret medicin i den pågældende person,« siger anklager Michael Boolsen til BT om årsagen til, at sygeplejersken kun er tiltalt for tre ud af de fire dødsfald, som hun oprindeligt var sigtet for.

De patienter, som tiltalen drejer sig om, er disse:

Viggo Holm Petersen, 66: Han dør 28. februar kl. 20.35 efter at være blevet indlagt kl. 16.29. Han havde ved indlæggelsen ikke morfin i sit blod, men en blodprøve udtaget efter hans død viste, at han havde fået morfin i dødelig koncentration.



“Dødsårsagen må snarest antages at være morfinforgiftning i sammenhæng med to øvrige stoffer,” konkluderes det i den retspatologiske undersøgelse af en blodprøve fra hans obduktion.
Ved indlæggelsen havde personalet vurderet, at hvis han fik respirationsstop, var han “ikke kandidat til genoplivning”.

Egentlig var det en kollega til den nu tiltalte sygeplejerske, der havde ham som patient. Da hans iltoptagelse daler på den famøse nattevagt, undersøger kollegaen Viggo Holm Petersens drop og opdager til sin overraskelse et hvidt stof i droppet. Det eneste hvide drop er stesolid, og derfor fotograferer og gemmer kollegaen droppet.


Ifølge sin samlever havde Viggo Holm Petersen fået morfin derhjemme indtil 14 dage før sin indlæggelse. Han var dog modstander af morfin og havde ikke haft de store smerter. Derfor havde han  trappet ned 14 dage før sin død efter aftale med sin egen læge.

Anna Lise Poulsen, 86: Dør 28. februar kl. 20.37, efter at være blevet indlagt samme dag kl. 13.56. Blodprøve fra indlæggelsestidspunktet viser ikke spor af stesolid eller morfin. Det findes i hendes blod efter dødsfaldet i en koncentration svarende til injektion af fire en halv ampul morfin og 1-1,5 ampul stesolid. Det er “morfin i dødelig koncentration”.

Arne Herskov, 72: Dør 4. marts 2012 kl. 21.30 på intensiv efter at have fået hjertestop på den 31-årige sygeplejerskes daværende afdeling kl. 09.39.
Skulle være udskrevet dagen efter, og havde lige fået øllebrød og skulle i bad, da han fik hjertestop. Det var den nu fængslede sygeplejerske, der fandt ham og begyndte at give hjertemassage.

Den 31-årige sygeplejerske fra Nykøbing Falster tiltales nu for at have slået flere patienter ihjel.
Den 31-årige sygeplejerske fra Nykøbing Falster tiltales nu for at have slået flere patienter ihjel. Foto: Anne Gyrite Schütt
Vis mere


I hans blod findes spor af injektioner svarende til fem ampuller morfin og 1 ampul stesolid. Kl. 23.56 samme aften anmelder hospitalet det mistænkelige dødsfald til politiet, der iværksætter en intensiv efterforskning. Den nu fængslede bliver afhørt dagen efter, men afviste at have givet patienten nogen injektion. En medpatient i sengen overfor har forklaret politiet, at han havde set en kvindelig sygeplejerske, som han ikke kendte, stå ved Arne Herskovs seng et minut, inden hun kaldte alarm.

Den overlevende patient, der blev genoplivet og lagt i respirator efter hjertestop:

Maggi Margrethe Rasmussen, 73: Rammes kl. ca. 05.30 søndag 1. marts i år af hjertestop, men genoplives bl. ved hjælp af modgift og kommer i respirator på intensiv og overlever heldigvis. Hun var blevet indlagt på akutafdelingen dagen før kl. 10.37.
Tre tidligere blodprøver fra døgnet før viste ingen spor af hverken morfin eller stesolid. Men en blodprøve udtaget efter morgenens genoplivning viste kl. 11 morfin i forgiftningsmæssig koncentration (svarer til indgivelse af 1,5 morfinampul) samt stesolid i lav behandlingsmæssig koncentration. Der bliver også fundet hjertemedicinen cordarone.

Anklageskriftet vil blive udleveret til pressen om en uges tid, som retsplejeloven foreskriver.

Straffesagen forventes indledt den 11. marts ved Retten i Nykøbing Falster i et nævningeting. Der er sat i alt 30 dage af til sagen, som forventes afsluttet med dom i slutningen af juni i år.