En mandlig sygeplejerske er tiltalt for seksuelt overgreb på en patient.

Patienten – en mand på 23 år – blev indlagt til behandling på skadestuen på Aalborg Sygehus Syd under karnevallet i Aalborg i juli.

Det skriver TV 2 Nord.

Ifølge anklageskriftet var patienten indlagt i hjælpeløs tilstand på grund af kraftig beruselse og narkotika, og han kunne af den grund ikke modsætte sig, da  den mandlige sygeplejerske på 46 år ifølge tiltalen mod ham masturberede og suttede på den yngre mands penis.

Til TV 2 Nord forklarer sygeplejefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital Lisbeth Lagoni, at patienter fortsat kan være trygge ved at blive indlagt på hospitalet.

»Det er altid træls at få en sag i medierne, som ikke er positiv. Men jeg vil sige, at nu er det første gang, at jeg oplever, at vi har sådan en sag, i den tid, jeg har været leder. Så jeg tænker, at patienterne kan være helt trygge ved at komme på Aalborg Universitetshospital,« siger hun.

Den 46-årige sygeplejerskes advokat ønsker ifølge TV 2 Nord ikke at fortælle, hvordan han stiller sig i sagen.

Den anklagede er også tiltalt for flere andre forhold, hvor han angiveligt skulle have taget billeder af nøgne i forskellige afdelinger af Fitness World.

Sagerne mod den mandlige sygeplejerske forventes at komme for retten i starten af 2019.