Stærke piller af mærkerne Tramadol. Oxydocone. Og Malfin.

Det var navnene på de kraftigt smertestillende piller i gruppen opioider, som en sygeplejerske sidste sommer stjal fra sin arbejdsplads på Neurologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital.

Det har den nu 65-årige kvinde erkendt over for Nordjyllands Politi. 

Derfor ventes det, at en kommende straffesag mod hende i næste uge ved byretten i Aalborg kan blive afviklet som en tilståelsessag.

Ifølge retsmødebegæringen i sagen, som B.T. har fået aktindsigt i via anklagemyndigheden hos Nordjyllands Politi, ventes kvinden at kunne erkende sig skyldig i overtrædelse af straffelovens paragraffer om henholdsvis tjenestemisbrug og tyveri.

Kvinden har under afhøringer hos politiet erkendt, at hun i perioden mellem 31. juli og 7. august sidste år som sygeplejerske for at skaffe sig selv eller andre uberettiget fordel stjal samlet 89 stærke piller på hospitalet.

Tyverierne fordelte sig med 17 piller af mærket Oxycocone 5 mg, 64 piller af mærket Tramadol 50 mg og otte piller af mærket Malfin 10 mg.

De er alle stærke, smertestillende piller, som også tidligere har været genstand for tyverier af ansatte på danske hospitaler.

Eksempelvis blev en rengøringsassistent på OUH på Fyn i september sidste år idømt et års ubetinget fængsel for omfattende tyverier af stærke piller fra medicinrummene på akutmodtagelsen på hospitalet i Odense.

Og i 2022 blev en sygeplejerske på Regionshospital Nordjylland idømt 10 dagbøder på hver 200 kroner for at have stjålet seks-otte morfinlignende piller på sin arbejdsplads.

Og i 2016 blev fire sygeplejersker fra Nykøbing Falster Sygehus dømt for tyveri af smertestillende piller, som de stjal for en kollega. De fik alle fem 30 dages betinget fængsel.

Den forventede tilståelsessag mod den 65-årige kvinde fra Nordjylland er berammet til at finde sted på tirsdag i Aalborg.