Ansatte og patienter på skadestuen i Odense måtte gemme sig under nattens uroligheder

Oversygeplejersken på skadestuen i Odense fik et rystende opkald fra en medarbejder lidt over midnat, da en stor gruppe bevæbnede og vrede mænd kom stormende

Personalet på akutmodtagelsen på Odense Universitetshospital (OUH) var på ingen måde forberedt på det, der skete kort efter midnat natten til tirsdag.

Tidligere på aftenen var en 26-årig mand blevet skudt i benet under en Eid-fest i Vollsmose og bragt til skadestuen.

- De får et skudoffer herind, og på det tidspunkt er man nok ikke klar over, hvor farlig situationen er. Men det bliver man, da politiet melder ud, at der er meget uro ude i Vollsmose, siger Lene Wichmann, der er oversygeplejerske på OUHs akutmodtagelse.

LÆS OGSÅ:

De tre betjente, der var posteret på skadestuen, kunne ikke stoppe den flok vrede mænd, der fulgte efter ambulancen. Og de omkring 20 medlemmer af personalet måtte også trække sig.

- Der kommer 70-80 personer med køller ind i modtagelsen for at finde det her offer. De løb igennem hele modtagelsen, men fandt ikke vedkommende, siger Lene Wichmann, der guidede sine medarbejdere over telefonen.

- Jeg sagde, at de skulle søge væk fra vinduerne, så de søgte mod nogle rum i midten af skadestuen, hvor de gjorde deres bedste for at beskytte sig selv og patienterne. Da der kom lidt mere ro på, sørgede de for, at der ikke kom flere patienter ind.

VED DU NOGET ELLER HAR DU BILLEDER? TIP BT HER

De kølle-bevæbnede mænd forlod skadestuen, da deres jagt ikke bar frugt, og da de ekstra betjente, der efterfølgende var mødt op, sørgede for at få lukket skadestuen af, hvis mændene skulle møde op igen.

Personalet er nu hjemme og sove efter en dramatisk nattevagt. Tirsdag vil de blive kontaktet af en psykolog, der skal følge op på hændelsen.

Hospitalsledelsen er allerede i gang med at overveje, om man gøre noget for at undgå lignende situationer i fremtiden.

- Vi vil gennemgå, hvad der er sket, og når vi har overblik over det, så skal vi vurdere, om der skal laves nogle foranstaltninger, der kan forebygge lignende situationer, siger administrerende sygehusdirektør på OUH, Jane Kraglund, der aldrig har oplevet noget lignende.

- Jeg tror ikke engang, at man har oplevet noget lignende på andre sygehuse i Danmark, siger hun.

Samme melding kommer fra Lene Wichmann.

- Det er meget erfarent skadestuepersonale, men de har aldrig oplevet noget så voldsomt før.