Syd- og Sønderjyllands Politi foretager i dag to eftersøgninger efter to forskellige personer.
Det oplyser politikredsen på Twitter.
»Vi søger i dag efter 55-årig mand med vandsøgshunde og drone ved Haderslev Fjord. Forsvandt 28. september. Vi søger også med hunde efter 73-årig forsvunden i Løgumkloster,« skriver de på Twitter.
Hundene blev i første omgang sat ind i sidste måned i området ved Haderslev Havn, dog uden at finde den savnede. I stedet fandt hundene en afdød 50-årig mand fra Haderslev-området i vandet. Denne mand var ikke meldt savnet, fremgår det yderligere i en pressemeddelelse.
I forhold til den aktuelle eftersøgning af den 55-årige er hundene sat ind igen i eftersøgningen i dag tirsdag ved hjælp fra eksperter, teknikere og dykkere.
»Det er et helt nyt og meget effektivt redskab, vi kan gøre brug af. Vi søger nu dels i det samme område, dels længere ude i Haderslev Fjord, da et findested kan være længere væk end forudset på grund af strømforholdene i fjorden,« oplyser leder af Syd- og Sønderjyllands Politis hundeafdeling, politikommissær Jan Rebsdorf.
At søge i vand efter savnede eller bortgåede mennesker er almindeligvis et omfattende stykke arbejde, hvis man kun skal forlade sig på for eksempel dykkere. Ofte er vandet i havne eller i vandløb så usigtbart, at de mere føler sig frem, end de kan bruge deres øjne. Blandt andet derfor kan hundene være en stor hjælp.
Årsagen til, at politiet har måttet udsætte genoptagelsen af eftersøgningen i vandet, er, at hundene vil markere på spor efter den 50-årige mand, der allerede er fundet, og ikke den 55-årige efterlyste.
Syd- og Sønderjyllands Politi har tidligere udsendt en efterlysning efter en 55-årig mand 28. september.
Den pågældende mand skulle den gang være iført skjorte, grå trøje og sorte jeans.
Politiet oplyste yderligere på Twitter, at manden muligvis forlod sin bopæl uden fodtøj på.
Syd- og Sønderjyllands Politi er fortsat interesseret i at tale med borgere, der måtte have set den 55-årige, eller have kendskab til hans færden. Og vi opfordrer desuden borgere i Haderslev-området til at kigge i kældre, haver, haveskure, garager, carporte, udhuse m.m.



