Lyt til artiklen

Siden august har Syd- og Sønderjyllands Politi modtaget intet mindre end ni anmeldelser om tyveri af diesel.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse, der desuden fortæller, at tyverierne har været rettet mod virksomheder som eksempelvis byggepladser.

»I øjeblikket er prisen på brændstof meget høj som følge af, at vi risikerer at havne i en regulær energikrise. Og den aktuelle situation øger desværre de kriminelles interesse for at få fat i brændstof, ikke mindst diesel,« fortæller vicepolitiinspektør fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion, Jacob Rindom.

Derfor kommer han med følgende ni gode råd, der kan hjælpe med at sikre de dyre dråber bedst muligt mod tyveri:

  1. Lav en sikringspolitik, så det blandt andet står klart, hvordan køretøjer sikres ved arbejdstids ophør – det gælder blandt andet aflåsning af køretøjet, sikring og aflåsning af bygninger.
  2. Gør det svært for tyven. Brug kraftige, indbrudssikre låse, og gør vinduerne i porte matte, så man ikke kan kigge ind. Overvej også at sikre tankene med låse.
  3. Tænk over, hvor du placerer køretøjet eller maskinen bedst for at mindske risikoen for tyveri. Du kan enten stille køretøjet eller maskinen helt ude af syne på et sikret område eller på et område, hvor mange mennesker naturligt kan holde øje med det.
  4. Udendørs områder kan være forsynet med chokbelysning i form af en lampe med en bevægelsessensor, der tænder, når uvedkommende træder ind i området.
  5. Undgå høje hegn og bevoksning. De er med til at give tyvene arbejdsro for nysgerrige blikke. Er det omvendt muligt at kigge ind på området, tænker tyven sig om en ekstra gang. For der er risiko for, at han kan blive set – og i værste fald også genkendt.
  6. Står maskinerne på egen grund, er det muligt at etablere videoovervågning. Skilt tydeligt med, at der overvåges.
  7. Sæt alarmer på maskiner og bygninger.
  8. Etabler Erhvervsnabohjælp, hvor naboerne holder ekstra øje.
  9. Vær skeptisk, hvis fremmede personer viser interesse for virksomheden.